Nu får Skat ansvaret for grundskylden: KL-formand håber på at se pengene

Med den nye boligskatteaftale overtager staten ansvaret for at opkræve grundskyld fra kommunerne.

KL-formand Martin Damm (V) håber på, at Skat fremover kan hente grundskylden hjem, når kommunerne ikke længere skal stå for det. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Fra 2021 overtager staten ansvaret for at opkræve grundskyld fra kommunerne, der i dag opkræver den del af boligskatten.

Det fremgår af den boligskatteaftale, som et flertal på Christiansborg forleden blev enige om.

Men den øvelse er Kommunernes Landsforening ikke helt trygge ved.

- KL er meget optaget af, hvilken betydning det får, når staten vil opkræve alle ejendomsskatter. Både praktisk og økonomisk. Det vil vi drøfte med regeringen, udtaler formanden for Kommunernes Landsforening, Martin Damm (V), i en pressemeddelelse.

Han understreger, at skattevæsenet må sikre, at pengene fremover bliver hentet hjem.

- Vi mener grundlæggende, at opgaven skal ligge der, hvor den løses bedst, men så må opkrævningsmyndigheden også tage ansvaret for, at den får pengene hjem, udtaler han.

Det skete ikke med det nu skrottede EFI-system. Her var meningen, at Skat skulle overtage opgaven med at inddrive gæld fra kommunerne og flere andre myndigheder.

Men systemet kom ikke til at virke, og imens voksede borgernes gæld til det offentlige.

I dag har kommunerne på flere områder fået ansvar for gældsinddrivelsen igen.

Med den nye boligskatteaftale skal der udvikles nye it-systemer, der blandt andet skal hjælpe med at sikre, at borgerne kan indefryse stigninger i boligskatten og vente med at betale pengene til et salg af boligen.