Nu falder hammeren: Her er persongalleriet fra danmarkshistoriens største bestikkelsessag

I dag afgør Retten i Glostrup, om offentligt ansatte har modtaget systematisk bestikkelse fra it-leverandøren Atea.

Fem af de tiltalte var med på sidelinjen i Abu Dhabi, da Lewis Hamilton vandt Formel 1-verdensmesterskabet den 23. november 2014. (Foto: © HAMAD I MOHAMMED, Scanpix)

224.000 mails. Timevis af aflytninger. 39 retsmøder.

Og et offentligt udbud på en milliard kroner.

Det er over tre år siden, at Nordens største it-leverandør, Atea, blev politianmeldt for at bestikke medarbejdere i Region Sjælland.

Anmeldelsen handlede om en tur til Dubai, hvor et glødende betalingskort blev brugt på at brænde 400.000 kroner af på luksusmiddage, hotel-overnatninger, massage og Formel 1 på 4,5 dage.

Men da politiet ransagede Ateas danske hovedkontor i Ballerup, piblede det frem fra indbakkerne med regninger fra luksuriøse oplevelser, som de tidligere ansatte i Atea og Region Sjælland havde haft sammen.

Efter et langtrukket retsforløb på otte måneder, nærmer sagen sig nu enden, når dommer Nanna Blach i eftermiddag afsiger dom i sagen, hvor syv tidligere topfolk fra Atea og Region Sjælland foruden selskabet Atea er på anklagebænken for grov bestikkelse.

Anklagemyndigheden kræver 2,5 års fængsel til en tidligere it-driftschef, mens de øvrige seks tiltalte kræves fængslet i mellem 10 måneder og 1,5 år. De nægter sig alle skyldige.

Persongalleriet

  • It-driftchefen: Manden med pengene

Det var den centrale it-driftchef i Region Sjælland, der i 2007 lavede en aftale om at oprette en konto hos det børsnoterede norske selskab, Atea, hvor 1,5 procent af Region Sjællands køb blev parkeret.

Siden er kontoen blevet brugt til at købe it-udstyr til projekter i Region Sjælland. Men også til at betale for et hav af luksusmiddage og luksusrejser til Florida, Rom, Las Vegas og Dubai.

Det var udelukkende it-driftchefen, der havde råderet over kontoen hos Atea. Typisk foregik købene ved, at han skrev en mail til sin kontakt hos Atea, når han skulle bruge penge fra kontoen.

Den 'hemmelige' konto 2840 figurerede ikke i Region Sjællands regnskaber.

  • It-direktøren: Anerkendt it-mand med dyre interesser

Den tidligere it-direktør i Region Sjælland og senere it-direktør hos Rigspolitiet havde ikke adgang til den hemmelige konto hos Atea.

Men han har nydt godt af aftalen, der blandt andet har finansieret middage på nogle af landets fineste restauranter, givet ham it-udstyr, dyre julegaver og en rejse til Las Vegas i 2009 og til Dubai i 2014.

Rejsen til Dubai er ikke mindst interessant, fordi it-direktøren på det tidspunkt slet ikke arbejdede i Region Sjælland. I retssagen fortalte it-direktøren, at anledningen til Dubai-rejsen var et "farvel og tak for godt samarbejde".

En ansat hos Region Sjælland fik sammen med sin ægtefælle i 2014 en middag på restaurant MASH i København og efterfølgende champagne på Nyhavnscafeen. Pris: 2.934 kroner. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Ud over it-direktørens skift til Rigspolitiet var de tre medrejsende fra Atea ved at stifte et nyt selskab og dermed på vej ud af Atea.

It-direktøren er tiltalt for at modtage bestikkelse og for underslæb for i alt 174.363 kroner.

  • Konstitueret it-direktør og de mange restauranter

Den senere konstituerede it-direktør er tiltalt for bestikkelse blandt andet i forbindelse med en privat middag med hans hustru på Den Røde Cottage i Klampenborg og på Søllerød Kro i Holte.

It-direktøren var desuden med på en luksuspræget rejse til Dubai i 2012, som kostede 220.000 kroner.

Den konstituerede it-direktør var blandt andet på Den Røde Cottage i Klampenborg for penge, som Region Sjælland havde til gode hos Atea. (Foto: © Linda Kastrup, Scanpix)
  • Ateas salgsdirektør: han godkendte og rejste med

Salgsdirektøren i Atea Danmark og medstifter af det konkurrerende selskab 3A-it. Deltog på en lang række rejser og skulle godkende alle udgifter på den hemmelige konto 2840, der oversteg 100.000 kroner.

- Jeg må kalde det et gummistempel. Det var en stor forretning, vi drev med et hav af emails og invitationer dagligt. Jeg havde nogle dygtige folk ansat, og jeg havde fuld tillid til, at de håndterede det på fornuftig vis, sagde salgsdirektøren under sin forklaring.

Har ifølge politiet modtaget gaver for 81.755 kroner.

  • Koncernchef i Atea: Chefen og aftalen

Arbejdede som koncernchef i Ateas hovedkontor i Norge, ind til han stoppede og stiftede det konkurrerende 3A-it, som havde set sig varm på et it-udbud fra Region Sjælland, der ifølge udsagn i retten havde en værdi på over en milliard kroner.

Lavet i 2007 aftalen med it-driftchefen fra Region Sjælland om at tilbageholde regionens penge på en konto hos Atea. Han har selv afvist sit kendskab til den såkaldte konto 2840.

- Jeg hørte første gang om konto 2840, da jeg blev varetægtsfængslet. Indtil da var det postnummeret i Holte, har han sagt i retten.

Er tiltalt for underslæb og bestikkelse for 136.000 kroner.

  • Salgschef i Atea: Manden med forbindelsen

Havde ansvaret for Ateas største kunde i Danmark, Region Sjælland. Har i den rolle planlagt og deltaget på en betragtelig del af de rejser og middage, som sagen kredser om.

I sin forklaring i retten fortalte han, at sagen har taget hårdt på ham og hans familie.

- Jeg har været varetægtsfængslet i fem uger. Min læge mener, jeg har posttraumatisk stress, og det er gået ud over min hukommelse. Nogle gange kan jeg ikke huske, hvad der skete i går. Det er meget, meget, meget kedeligt, sagde den nu tidligere salgschef fra Nordens største it-leverandør, Atea.

Den tidligere salgschef er tiltalt for underslæb og bestikkelse for 230.000 kroner.

  • Direktør i Atea: Den åbenmundede

Medstifteren af 3A-it og tidligere topchef i Atea har været meget åbenmundet omkring Ateasagen. Selv om han ifølge politiet har modtaget gaver fra Region Sjælland for 136.000 kroner, mener han ikke, han har gjort noget forkert.

Han kaldte det i retten 'helt almindeligt' at invitere forretningsforbindelser - også fra det offentlige - ud til de dyre middage.

Blandt andre topfolk fra Kriminalforsorgen, Udenrigsministeriet, Statens IT, Skat, Domstolsstyrelsen, Post Danmark, DSB og Ørsted har ifølge den tidligere Atea-direktør været med ude at spise.

Flere af de tiltalte var blandt andet på luksusrestauranten The Paul i Tivoli i København, hvor regningen løb op i knap 20.000 kroner. (Foto: © casper christoffersen, Scanpix)

Blandt andet var Atea-direktøren med ansatte i Region Sjælland på den københavnske luksus-restaurant The Paul. Den pågældende middag kostede knap 20.000 kroner.

- Det har været brugt i årtier. Der er tusindvis af den her slags sammenkomster. Der er intet unormalt i det. Det er en måde til at få forretningen mellem to virksomheder til at fungere bedre. Det at bringe sin ægtefælle med er en tillidserklæring, og det er en måde at få samarbejdet til at glide bedre på, sagde han under sin afhøring.

For at holde efterforskningen helt lukket, blev den nu tidligere regionsrådsformand Jens Stenbæk (V) først et stykke inde i forløbet orienteret om, hvad der var foregået blandt hans medarbejdere. Han kalder bestikkelsessagen for 'et attentat' mod regionen. (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Scanpix)

Selv om navneforbuddet er ophævet, har DR Nyheder valgt ikke at oplyse navnene på de tiltalte, da der endnu ikke er faldet dom i Ateasagen.

ATEA-SAGEN

  • Atea-sagen startede i foråret 2015, da Region Sjælland politianmeldte Nordens største it-leverandør Atea og regionens egne medarbejdere for bestikkelse i forbindelse med et stort it-udbud på over en halv milliard kroner.

  • Politiet satte gang i telefonaflytninger og indhentede kendelser til en koordineret ransagningsaktion hos 13 personer.

  • Seks af de syv tiltalte blev anholdt tidligt den 9. juni 2015 og fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Nykøbing Falster.

  • De tiltalte i 'Den store Ateasag' er fra Region Sjælland: En tidligere it-direktør, konstitueret it-direktør og it-chef. Og fra Atea: Salgsdirektør, koncernchef, salgschef og direktør. Derudover er Atea som juridisk person tiltalt i sagen. Anklagemyndigheden kræver en bøde til Atea på 60 millioner kroner.

  • Efter en gennemgang af Ateas systemer anholdt politiet den 21. juni 2016 31 offentligt ansatte hos blandt andre DSB, Udenrigsministeriet, Københavns Kommune og Rigspolitiet.

  • I den sag er to frikendt, mens har fået domme.