Nu kan du (måske) snart komme i tivoli og zoo - det kræver dog én ting

Alle udendørs kulturinstitutioner kan åbne 1. marts, mener regeringens eksperter - adgangsbilletten er en negativ coronatest.

Der er lagt op til, at udendørs kulturinstitutioner som for eksempel forlystelsesparker kan åbne fra på mandag. (Foto: Emil Helms © Scanpix)

Savner du adrenalinsuset, når du tager det frie fald i Tivoli-forlystelsen Det Gyldne Tårn i København?

Eller er du en af dem, der bare ikke kan få nok af vilde dyr i en af landets mange dyreparker?

Hvis du kan nikke ja til en af ovenstående ting, så kan der meget vel snart være gode nyheder på vej.

For hvis det står til regeringens coronaindsatsgruppe, så vil alle udendørs kulturinstitutioner have muligheden for at slå dørene op igen allerede fra på mandag.

Man skal dog yde, før man kan nyde. Det kræver nemlig en negativ coronatest, hvis man skal have sin dosis af kultur de kommende måneder, mener eksperterne.

- Her forudsættes krav om negativ test inden for 72 timer eller dokumentation herfor, enten ved forevisning af SMS fra privat leverandør (ved antigentest) eller ved brug af app-løsning eller udskrift for PCR-test, lyder det i anbefalingen, hvor det ikke fremgår, hvad konsekvenserne bør være, hvis ikke testkravet bliver overholdt.

Ovenstående fremgår af den indstilling, de sent mandag aften oversendte til regeringen. Med andre ord anbefaler de fremmeste eksperter i Danmark, når det blandt andet omhandler epidemier og økonomi, at danskerne igen kan nyde det udendørs kulturliv.

Åbningen gælder alle kulturinstistutioner, som kan åbne udendørs uden også at åbne indenfor.

Derfor kan kulturinstitutioner som for eksempel Kattegatcentret, Den Blå Planet, Nordsøen, Randers Regnskov, Øresundsakvariet ikke slå dørene op.

Ekspert: B117 er en stor trussel

Ifølge Allan Randrup Thomsen, der er professor og virolog ved Københavns Universitet, er tvungne test nødvendige, hvis vi skal komme igennem en yderligere genåbning, uden at vi ser markant øget smitte i samfundet.

Det skyldes særligt den smitsomme coronavariant - den britiske B117.

- I det øjeblik, du begynder at samle flere mennesker, så er der en risiko for, at en smittet person kan smitte flere - særligt med så smitsom en variant som B117. Hvis man er testet på forhånd, så eliminerer man jo stort set risikoen, siger han.

Ville det være en god idé at have testkrav flere steder?

- Ja, det kan jeg sagtens forestille mig. Nu har der været en debat - også om et vaccinepas. Men en kombination af et vaccinepas og negative test vil i hvert fald i en periode for mig at se være en forudsætning for, at man kan lave lidt større arrangementer, siger Allan Randrup Thomsen.

DF: Det bør ikke være tvang

I sidste ende er det en politisk beslutning, om eksperternes indstilling skal føres ud i livet.

I går var alle Folketingets partiledere indkaldt til et møde hos regeringen, hvor kulturlivet også var på forhandlingsbordet.

Inden mødet fortalte De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, at partiet er positivt stemt over for idéen om at bruge negative test i genåbningsstrategien.

- Jeg synes, at det er meget interessant, og det er noget, man skal forfølge. Det kan måske også få noget i gang hos for eksempel de liberale erhverv, hvis man for eksempel kan vise en ren test eller dokumentere, at man er blevet vaccineret, sagde partiformanden.

Forslaget kommer dog ikke til at gå igennem med en stemme fra De Konservative, da de sammen med resten af blå blok med egne ord blev smidt ud af forhandlingerne.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl fortalte efterfølgende, at han har sine betænkeligheder ved, at test skal blive et krav.

- Det må ikke ende med at blive tvang, men skal bruges steder, hvor der er tale om et reelt tilbud, som man kan fravælge. Spørgsmålet er her, om man går så langt, at det tenderer tvang, sagde DF-formanden.

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen kalder det en væsentlig diskussion, som man løbende skal se på de kommende måneder.

- Hvis man kan se en mulighed i at lade nogle mennesker deltage i begivenheder, som ellers ikke er mulige, så skal vi se på det, siger Venstre-formanden.

Det ventes, at regeringen senere i dag vil melde en plan ud for en delvis genåbning af Danmark.

Hvis de udendørs kulturinstitutioner får lov til at åbne, så er det op til den enkelte institution, om de ønsker dette.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk