Nu kommer det: Novo har brugt 20 milliarder på nyt lægemiddel

Novos Forskningsdirektør har afslået guldrandede løntilbud fra USA.

Forskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen er en efterspurgt herre. I dagens Følg Pengene på P1 fortæller han, at han har fået tilbud fra amerikanske medicinalvirksomheder, der er klar til at femdoble hans løn. Men han bliver hængende hos Novo Nordisk, fortæller han. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det er interessante tider hos Danmarks største medicinalvirksomhed, Novo Nordisk.

I december godkendte de amerikanske lægemiddelmyndigheder Novo Nordisks fremtidshåb Ozempic, som nu er sendt på gaden i USA.

- Vi har lige lanceret Ozempic som en ugentlig injektion. Den viser bedre data, end jeg nogensinde har set noget lægemiddel have i behandlingen af type to diabetes, siger en begejstret forskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen i radioprogrammet Følg Pengene, der sendes klokken 9 på P1.

Ozempic er baseret på hormonet GLP-1, som har været i kikkerten som et potentielt lægemiddel, siden 57-årige Mads Krogsgaard blev udpeget som forskningsdirektør i Novo Nordisk i 1994.

Sukkersygebehandling med tabletter

Nu sælges præparatet i USA og er ved at blive rullet ud over resten af verden. Novo Nordisk håber i 2020 også at kunne lancere produktet på pilleform.

- Molekylet semaglutid stammer fra hormonet GLP-1, der laver celler i tarmen, som drøner hen i din bugspytkirtel, så du kun udskiller insulin, når dit blodsukkertal er højt. Samtidig fortæller det din hjerne, at du ikke skal spise for meget, så du ikke bliver overvægtig.

- Vores research er gået på at tage den akademiske opdagelse og omsætte det til noget, som kunne blive til fordel for mennesker med sukkersyge, siger Mads Krogsgaard.

Har kostet 20 milliarder at producere

Men det er ikke gratis at udvikle et præparat, der ifølge Mads Krogsgaard kan sikre Novo Nordisk en plads på førersædet de næste 15 år.

Som direktør for forskning står Mads Krogsgaard i spidsen for et årligt forskningsbudget på 15 milliarder kroner, som blandt andet betaler lønnen for Novos 7.000 forskningsmedarbejdere i Danmark, Kina, USA og Indien.

Krogsgaard vurderer, at Novo Nordisk har investeret omkring 20 milliarder kroner i udviklingen af semaglutid og investering i fabriksanlæg til at omsætte molekylet i pilleform.

- Det tog gruppen af kemiske forskere to-tre år at finde frem til det unikke molekyle. Men det er faktisk det billigste. Det, der koster rigtigt mange penge, er under meget kontrollerede forhold at prøve den nye medicin af i mennesker. Først raske frivillige, så folk med sukkersyge, så flere og flere, siger Mads Krogsgaard i Følg Pengene.

- Så skal du også producere lægemidlet og bygge fabrikker, så det kan godt løbe op i noget, der ligner 20 milliarder kroner, hvis du både skal kunne sprøjte det ind og give det som tablet.

150 millioner på ti år

Der er altså store penge på spil, når Novo Nordisk udvikler nye lægemidler.

Men medicinalvirksomheden, der har hovedsæde i Bagsværd ved København, har også mulighed for at kanalisere store beløb ind i forskning. Det er nemlig en rigtig god forretning at sælge medicin til patienter med sukkersyge.

I 2017 landede Novo Nordisk et overskud på knap 50 milliarder kroner før skat. De vilde overskudsgrader har gjort Novo Nordisk til Danmarks største virksomhed målt på markedsværdi.

Også Mads Krogsgaard har nydt godt af væksteventyret.

De seneste ti år har forskningsdirektøren kunnet trække over 150 millioner kroner ud i løn og aktier. Men det er ikke pengene, der trækker, forklarer han:

- Det betyder uendeligt lidt. Jeg kunne jo godt holde op med at arbejde og gå på pension som 57-årig. Men jeg har passion for alt det her, og det gør det svært at holde op. Det er lysten, der driver værket, og det har det i øvrigt været i rigtigt mange år.

Amerikanere vil femdoble løn

Derfor har han også takket nej til tilbud, der langt overgår, hvad han får som forskningsdirektør i Novo Nordisk, forklarer han:

- De henvendelser, jeg får fra store amerikanske virksomheder, ligger typisk tre til fem gange højere. De prøver at lokke mig til deres virksomhed med lignende job og lignende performance, siger Mads Krogsgaard.

Men Krogsgaard, der er uddannet dyrelæge, har ikke sinde at forlade Novo Nordisk.

- Jeg har været 27 år i Novo Nordisk, og det er jeg rigtigt glad for. Men det er et faktum, at lønningerne utroligt nok er lavere i Danmark end i andre i europæiske lande og især i forhold til amerikanske virksomheder, siger Mads Krogsgaard.

Lyt med klokken 9 på P1, når Thomas Svaneborg og gæstevært Jakob Ussing også runder de opskruede medicinpriser, et presset marked i USA og en sydamerikansk kæmpeøgle. Blandt andet.

Programmet kan findes her.

I 15 år har et forskerhold arbejdet på Semaglutid. Det er Jesper Lau til venstre i billedet, som har ledet projektet. I midten er det forsker Thomas Kruse og til højre laboratorietekniker Paw Bloch. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

BLÅ BOG

  • Stilling: Mads Krogsgaard Thomsen er koncerndirektør for forskning og udvikling hos Novo Nordisk.

  • Karriere: Har arbejdet i Novo Nordisk siden 1991 i forskellige lederstillinger. Kom fra en stilling som farmakolog i Leo Pharma. Krogsgaard blev i 2017 ny formand for Københavns Universitet.

  • Uddannelse: Uddannet dyrlæge fra 1986, i 1989 ph.d. og senere doktorgrad.

  • Civilt: Krogsgaard Thomsen er 57 år gammel og har tre børn – to hjemmeboende tvillinger og en voksen søn, der er forsker på Oxford University. Bor på en gård ved Græsted.