Nu lader bankerne dig overføre pengene samme dag

Fra næste uge kan du modtage penge samme sag, som de bliver overført. Systemet koster bankerne en kvart milliard kroner.

Fra næste uge behøver du ikke vente en dag, før du kan se og hæve en overførsel fra en anden. Et nyt system gør det muligt at modtage penge samme dag, som de bliver overført. (© Danske Bank)

- Du har pengene i morgen.

Den besked har du sikkert hørt. For hidtil har du måtte vente mindst en hverdag fra afsenderen overførte penge, til du modtog dem på din bankkonto, medmindre I havde samme bank. Men det ændrer sig fra næste uge.

Fra den 6. november bliver det muligt at overføre penge, så de står på en anden konto samme dag, og fra november 2014 kan det endda ske på et par sekunder.

Projektet, der skal sikre dig og mig hurtigere pengeoverførsler, kommer til at koste bankerne et trecifret millionbeløb.

- Det nye betalingssystem er et af de største infrastrukturprojekter, som bankerne i fællesskab har været involveret i, siger Michael Busk-Jepsen, underdirektør i Finansrådet til Berlingske.

Banker mister renteindtægter

I flere andre lande har muligheden for at overføre og modtage penge samme dag eksisteret i årevis. Når muligheden først nu kommer til Danmark, så kan det skyldes, at bankerne har tjent en god skilling på at forsinke pengene i systemet.

Bankerne har nemlig tjent penge på de såkaldte valørdage. Mens du er blevet trukket beløbet fra din konto med det samme, så har bankerne kunnet lade dine penge arbejde - eksempelvis som investeringer - indtil modtageren har fået dem ind på kontoen.

De hurtigere betalinger bliver af Forbrugerrådet betegnet som meget positive.

- I Danmark har vi haft et forældet system, som simpelthen har været for langsomt i forhold til, hvad teknologien kan, og hvad man kan i andre lande, siger Troels Holmberg, seniorøkonom i Forbrugerrådet.

Facebook
Twitter