Ny eksport skudt i gang: Kina blåstempler danske røde pølser

Aftale baner vejen for, at danske virksomheder kan sælge både skinker og pølser til kinesiske forbrugere.

Kinesere med hang til to røde slanger og en sidevogn behøver ikke længere tage til Danmark for at sætte tænderne i en dansk pølse.

De kinesiske myndigheder har nemlig netop givet certifikat og godkendt import af varmebehandlet svinekød fra Danmark.

Og det betyder, at et helt nyt marked nu åbner sig for danske virksomheder, skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

- Vi er verdensmestre i danske pølser og skinkekød. Det vil middelklassen i Kina selvfølgelig også gerne smage på. Det er lig med både eksportindtægter og arbejdspladser i Danmark, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i pressemeddelelsen.

Har ikke før solgt færdige varer

I forvejen eksporterer Danmark svinekød og andre biprodukter fra svin til Kina.

Men med den nye aftale vil røde pølser, pålæg og andet forarbejdet svinekød nu også kunne finde vej til det kinesiske marked.

Aftalen har danske myndigheder og landbruget arbejdet for at få i hus i over 10 år, skriver ministeriet.

Ifølge miljø- og fødevareministeren er aftalen særligt god for øgede danske indtægter og arbejdspladser, fordi der nu åbnes for produkter, der forarbejdes i Danmark.

- Det er helt i tråd med vores ønske om at fokusere på forædling af fødevarerne i Danmark, inden de sendes til udlandet, fordi det giver den største gevinst, siger Esben Lunde Larsen (V).

Værdi vurderes til 250 millioner

Interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer vurderer, at aftalens værdi vil være omkring 250 millioner kroner om året i eksportindtægter.

Karen Hækkerup, der er administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, mener, at aftalen på sigt kan udvikle sig til flere indtægter, når først kinesiske forbrugere får smag for danske pølser og pålæg.

- Der kan sagtens vente et endnu større potentiale på sigt, når vi ser på, hvor meget kineserne har fået øjnene op for de danske fødevarer, siger hun i pressemeddelelsen.

Hos slagterigiganten Danish Crown, der i flere år har eksporteret ferskt kød til Kina, er man glade for aftalen.

Administrerende direktør Jais Valeur mener, at aftalen om færdigelavede svineprodukter er et godt supplement til paletten af andre eksportfremstød på det kinesiske marked, der også inkluderer produktion af fødevarer i Kina.

- En stor og indarbejdet eksport af fersk grisekød fra Danmark understøttes nu af varmebehandlede varer som pølser og konserves. Det komplementerer vi med lokal produktion på baggrund af danske råvarer, og så står vi altså rigtigt stærkt på dét, der på få år er blevet et af Danish Crowns vigtigste markeder, siger Jais Valeur.

Facebook
Twitter