Ny Java-opdatering lammer NemID

Det er umuligt at komme på din bankkonto med NemID efter en ny version af støtteprogram for tjenesten lammer NemIDs funktioner.

NemID fungerer ikke, hvis du opdaterer din computers Java-program, oplyser Nets DanID, firmaet bag NemID. (Foto: Jonas Vandall Ørtvig © Scanpix)

Har du opdateret din computers Java-programmering i går eller i dag? Så har du samtidig afskåret dig selv fra at bruge NemID.

Java er det støtteprogram, som NemID benytter til at forbinde din computer med din bank. Men problemet er, at Javas nye opdatering til version 7.45 simpelthen ikke kommunikerer korrekt med NemID.

- Desværre fungerer den ikke sammen med NemID og det betyder at man ikke kan logge på, hvis man opgraderer til den nyeste version, der blev offentliggjort i går, siger Søren Winge, kommunikationschef Nets DanID, som står for NemID.

Ved ikke, hvorfor NemID er nede

Præcis hvorfor den nye version af Java og NemIDs systemer ikke kan snakke sammen, kan Nets DanID ikke svare på.

- Det er svært at sige. Indtil videre arbejder vi selvfølgelig på at løse problemet så hurtigt som muligt. Og vi prøver og har hele natten forsøgt at løse det her, siger Søren Winge.

To løsninger: Nedgradér eller vent

Derfor anbefaler han alle, der ikke har opdateret sin computer, til at vente og ikke opdatere til senere versioner end Java-version 7.40.

For de, der allerede har opdateret til den nyeste Java-version, er der to løsninger:

- Man kan enten vælge at nedgradere sin computer igen. Det findes der værktøjer på nettet, der kan gøre, siger Søren Winge.

Tør man ikke rode med det tekniske, må man bare sætte sig ned og vente indtil NemID har fundet ud af, at løse de to programmers samtaleproblemer.

NemID formentlig nede resten af dagen

Det kan godt tage mindst en dags tid, advarer Nets DanID.

- Jeg tvivler på, at det er noget, vi kan nå at løse i løbet af dagen. Så det er nok noget man bliver nødt til at væbne sig med tålmodighed om, i hvert fald indtil i morgen, siger Søren Winge.

Du kan følge med i, hvor langt NemID er kommet med at løse problemerne på Nemid.nu, der vil dele information om mulige løsninger i løbet af dagen.

Facebook
Twitter