Ny klimaaftale kan betyde kroner i kassen for Danmark

Danmark er allerede i gang med at finde alternativer til de farlige drivhusgasser, og dermed kan vi sælge vores teknologi videre.

Aircondition bruger HFC-drivhusgasser for at virke. I Afrika er man blevet vild med aircondition, der bruger HFC-gasser. (© Vladislav Gajic - Fotolia)

Den historiske klimaaftale, der her til morgen er blevet indgået i Rwanda, er ikke kun godt nyt for klimaet, men også for Danmarks økonomi.

Sådan lyder vurderingen fra Asbjørn Vonsild, der er selvstændig konsulent med fokus på brændbare kølemidler og sikkerhed.

- For Danmark kan det betyde, at vi kommer til at eksportere noget teknologi. Aftalen er helt klart en fordel for dansk teknologi og en meget stor fordel for miljøet, siger han.

Det er de såkaldte HFC-drivhusgasser, der får en stor del af skylden for den globale opvarmning, som ifølge aftalen skal udfases inden for det næste årti.

Herhjemme begyndte man således allerede for over 10 år siden at udfase HFC'erne, og dermed kan vi sælge vores erfaring og teknologi videre.

- I Danmark har vi en del viden om CO2 som kølemiddel, og vi har også efterhånden en del erfaring med brugen af propan, en version af naturgas, som kølemiddel i stedet for de kunstige kølemidler, som både er grimme for klimaet og nogle af dem, man bruger i u-landene, siger Asbjørn Vonsild.

Han påpeger vigtigheden af, at mange afrikanske lande er med i den nye klimaaftale, for HFC-drivhusgasserne bruges blandt andet i nedkølingsanlæg og airconditionanlæg, som ulandene inden for kort tid er blevet helt vilde med.

- I løbet af de næste 20-30 år vil de måske købe 10 gange så mange kølemøbler og aircondition, som de gør i dag. Og hvis de gør det med de nuværende kølemidler (der indeholder HFC, red.), ville de her kølemidler stå for cirka en tredjedel af den globale opvarming, siger Asbjørn Vonsild.

Facebook
Twitter