Ny kritik: Konkurrencestyrelsen anklager bagmandspolitiet for ineffektivitet

Ikke kun Finanstilsynet, men også Konkurrencestyrelsen kritiserer bagmandspolitiet. Især efterforskningen af det omfattende byggekartel har taget alt for lang tid.

Nu får Finanstilsynet selskab af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der også melder sig ind i koret af kritikere af SØIK, der også er kendt som bagmandspolitiet. (© DR)

Bagmandspolitiet, der står for at efterforske særligt tunge økonomiske forbrydelser, arbejder for langsomt og ineffektivt.

Så klar lyder kritikken af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) – i daglig tale bagmandspolitiet - i en intern rapport, som DR Nyheder har fået aktindsigt i.

Og afsenderen af kritikken er ingen ringere end Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der står for at håndhæve konkurrencereglerne herhjemme.

Dermed vokser koret af kritikere, efter at DR Nyheder i går kunne fortælle, at man i Finanstilsynet er utilfreds med, at SØIK ikke gør mere ud af især de tunge og principielle sager.

- SØIK kunne med fordel arbejde på at begrænse sagsbehandlingstiderne. SØIK's arbejdsgange virker til at kunne være mere effektive, lyder Konkurrencestyrelsens dom i rapporten, der er udarbejdet af konsulentfirmaet McKinsey.

Styrelsen er endvidere citeret for at kritisere SØIK for at udøve en ”uensartet behandling pga. ”en mand, en sag”-kultur og manglende systematisering.

Byggekartel har taget år

Konkurrencestyrelsen vil ikke kommentere rapporten, men ifølge DR Nyheders oplysninger har man i styrelsen særligt i forbindelse med efterforskningen af den aktuelle byggekartel-sag undret sig over den lange sagsbehandlingstid.

Konkurrencestyrelsen anmeldte allerede i april 2010 de første formodede spillere i byggekartellet til SØIK, men først her til efteråret skulle den første prøvesag i komplekset mod virksomheden N.H. Hansen & Søn A/S for retten.

Sagen blev afgjort ved forlig, da virksomheden i juli erklærede sig skyldig i alle forhold og betalte en bøde på 2,2 millioner kroner.

Nu venter en stribe andre retssager i komplekset, hvor 33 virksomheder og 50 personer har været sigtet for at have brudt konkurrencereglerne ved at have koordineret priser på udbud af byggeopgaver fra både offentlige og private bygherrer i en årrække siden 2006.

Chef er enig

Også i forbindelse med andre sager har sagsbehandlingstiden hos SØIK været meget lang.

I sommer fik virksomheden Witt Hvidevarer en bøde for at kræve ulovlige prisaftaler med mellemhandlere og forhindre parallelimport af udvalgte varer. Bøden var tre år undervejs, fra styrelsen i 2011 afleverede sagen til SØIK.

Den fungerende chef for SØIK, konstitueret statsadvokat Henrik Helmer Steen, er enig i dele af kritikken:

- Vi kunne godt bruge flere ressourcer på at behandle de sager, der kommer fra Konkurrencestyrelsen, det er jeg enig i. Vi er generelt nødt til at prioritere vores ressourcer, men konkurrenceområdet er et område, vi godt kunne opprioritere, siger han og understreger, at man vil bruge konsulentrapporten til at overveje, om der skal ske ændringer i organisationen.

I rapporten fra McKinsey roser Konkurrencestyrelsen dog også SØIK for at have særlige styrker inden for beskæring af sager og vurdering af efterforskningsmetoder. Desuden fremhæves samarbejdet omkring prævisitering.

Facebook
Twitter