Ny overenskomst for 41.000 finansansatte på plads: Så meget stiger de i løn

Finansansatte kan se frem til over otte procent mere i lønningsposen over de næste to år.

Blandt andet kan de ansatte i Danmarks største bank forvente en ny overenskomst med lønstigninger på minimum et godt stykke over otte procent. (Foto: © Andrew Kelly, Ritzau Scanpix)

Rettelse klokken 10.45: Det fremgik tidligere, at der ud over de otte procent i lønsstigning var mulighed for at hente mere lokalt. Det er ikke korrekt - de ekstra lønsstigninger, der kan hentes lokalt er indeholdt i de otte procent.

Der er enighed om en ny overenskomst for 41.000 ansatte i finanssektoren.

Det skriver Finansforbundet i en pressemeddelelse.

Aftalen er to-årig og løber frem til 31. marts 2025. De ansatte kan se frem til en del mere i lønningsposen de kommende to år.

De aftalte lønstigninger er 4,5 procent i 2023 og 3,7 procent i 2024. Det vil altså sige et lønhop på et godt stykke over otte procent som minimum.

I de godt ottte procent mere i lønningsposen er der mulighed for 1,5 procent i lokale puljer til virksomhedsoverenskomster og en procent i standardoverenskomsten i år to.

Det vil altså sige, at hvis den finansansatte i dag tjener 40.000 kroner om måneden, så vil lønnen stige med over 3.300 kroner om måneden, når overenskomsten er fuldt indfaset,.

Desuden er man enig i, at barselsperioden for fædre og medmødre udvides med 10 uger til i alt 26 uger med fuld løn og pension.

I alt 120 virksomheder er omfattet af overenskomsten.

Hårde og langstrakte forhandlinger

For både lønmodtagerne og arbejdsgiverne er der glæde over, at man nu er blevet enige om et forlig om en ny overenskomst. Men det har ikke være uden sværdslag.

- Det har været hårde og langstrakte forhandlinger på en kompleks baggrund, men jeg er rigtig glad for, at vi sammen med arbejdsgiverne er nået frem til et resultat med en fornuftig ramme, som også giver medarbejderne en mærkbar lønstigning over de kommende to år, siger topforhandler for lønmodtagersiden formand for Finansforbundet Kent Petersen.

Hans modpart er også tilfreds.

- Det er en økonomisk ansvarlig aftale for virksomhederne, som samtidig sikrer balancerede lønstigninger til medarbejderne. Derudover indeholder aftalen en række progressive tiltag, der rækker ind på fremtidens arbejdsmarked, siger Nicole Offendal, der er administrerende direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).

Overenskomsten er ikke endelig vedtaget med dagens forlig.

Først skal aftalen behandles af Finansforbundets repræsentantskab, som skal tage stilling til, om aftalen kan sendes til urafstemning.

Hvis der er flertal for et JA til overenskomsten ved den kommende urafstemning blandt Finansforbundets stemmeberettigede medlemmer, træder den nye overenskomst i kraft 1. april.