Ny Playstation-konsol lanceres i 2020

Både Sony og Microsoft kommer til næste år til at lancere deres nyeste generation af spillekonsoller.

Når Sony udgiver sin Playstation 5-konsol, vil den afløse Playstation 4-konsollen, der har været på markedet siden 2013. (Foto: Anne Bæk © Scanpix)

I flere måneder har spilleglade folk tørstet efter at finde ud af, hvornår de kan få fingrene i næste generation af den populære Playstation-konsol.

Nu viser det sig, at de kan ønske sig konsollen i gave til næste års juletid.

Det bekræfter Jim Ryan, der er administrerende direktør for virksomheden Sony Entertainment Interactive, som står bag Playstation-spillekonsollen.

- Siden vi i april afslørede, at vi ville komme med en næste generations konsol, ved vi, at der har været meget spænding og interesse omkring, hvad fremtiden inden for spil vil bringe.

- Nu kan jeg med stolthed fortælle, at vores næste generations konsol vil blive kaldt Playstation 5, og at den vil lanceres omkring julen 2020, skriver Jim Ryan på selskabets hjemmeside.

Fordybelse i spillet

Uden at kunne fortælle alt for meget om, hvad den næste konsol kan, som de forudgående konsoller ikke har kunnet, siger Jim Ryan, at 5'eren vil have fokus på at give brugeren en større fordybelse i spillene.

De seneste år har Sony og andre spilproducenter i stigende grad fokuseret på at give brugerne en mere interaktiv spiloplevelse. Det kan meget vel være et videre arbejde med dette, som Sony planlægger med den nye konsol.

Den kommende Playstation-konsol kommer til at skulle konkurrere med blandt andet den næste Xbox-konsol, som imidlertid får et lille forspring, da den allerede udkommer i sommeren 2020.

Det fortalte Microsoft, der står bag Xbox-konsollen, tidligere i år.

Når Sony udgiver sin Playstation 5-konsol, vil den afløse Playstation 4-konsollen, der har været på markedet siden 2013.

For nogle måneder siden kunne Sony fortælle, at selskabet har solgt mere end 100 millioner Playstation 4-konsoller, siden den blev lanceret.

/ritzau/