Ny virkelighed rammer virksomheder: Anlægsgartner skal betale 40.000 for at have penge i banken

Over halvdelen af alle danske virksomheder betaler for at have penge i banken.

Mange danske virksomheder har de seneste år fået en ekstra udgiftpost i budgettet. En post, som de tidligere har tjent penge på.

100.000 danske virksomheder betaler nemlig for at have penge i banken i dag. I år løber de negative indlånsrenter op i 846 millioner kroner. Altså penge, som virksomhederne må betale for at have penge på kontoen. Det viser en analyse, som Dansk Erhverv har lavet på baggrund af tal fra Nationalbanken.

Men hvad betyder det for mig, at virksomhederne skal betale for at have penge i banken, tænker du måske? Spørger man Dansk Erhverv, kan de negative renter både betyde færre arbejdspladser, og at de produkter, virksomhederne sælger, bliver dyrere.

- De penge, virksomhederne bruger på at have penge i banken, kunne de ellers have brugt på nye investeringer eller at ansætte nye medarbejdere. På den måde tager de negative renter vækst ud af dansk erhvervsliv og derfor også ud af dansk økonomi, siger Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.

En af de virksomhedsejere, der pludselig skulle betale for at have penge i banken, er anlægsgartner Henrik Hoffmann, der driver virksomheden H. Hoffmann.

Da hans bank indførte en indlånsrente på -0,5 procent, betød det ifølge Henrik Hoffmann en udgift for anlægsgartnervirksomheden på 30-40.000 kroner om året.

- Det er jeg ikke glad for. Det virker forkert, at de penge vi har tjent og har stående i banken, dem skal vi betale for. Det er jeg selvfølgelig ikke tilfreds med. Det er penge, vi ikke kan bruge i virksomheden, siger han.

Derfor tog han en snak med banken om, hvad han kunne gøre for at undgå de negative rener. En del af pengene har Henrik Hoffmann nu valgt at investere.

- Derudover havde vi noget gæld, som vi indfriede med det samme. Fremover kommer vi ikke til at lease maskiner, biler eller lignende. Vi vil i stedet bruge vores kontantbeholdning på at købe tingene, så vi har så lidt stående i banken som muligt, siger Henrik Hoffmann.

Se Tore Stramer forklare, hvorfor virksomheder har brug for at have penge på kontoen

Det er en ny virkelighed, som møder H. Hoffmann og andre virksomheder. For bare fem år siden tjente danske virksomheder i alt 638 millioner kroner på at have penge stående i banken.

- Den renteindtægt er nu blevet vendt til en renteudgift på 846 millioner kroner. Det er et markant renteskifte på en så kort årrække, siger Tore Stramer.

De senere år er flere og flere banker begyndt at opkræve penge af deres kunder, når de sætter penge i banken. Mens det kun er nogle banker, der kræver penge af private, når de sætter penge i banken, er det alle landets ti største banker, som tager sig betalt, når virksomheder sætter penge i banken.

Og de fleste kræver negative renter af den første krone, som virksomheden sætter i banken.

- Bankerne har mange penge, som de ikke kan låne ud, derfor skal de placere dem. Det sker til en negativ rente. Hvis bankerne giver en rente på nul, sætter de penge til, siger Niels Arne Dam, der er cheføkonom i bankernes brancheorganisation Finans Danmark.

Henrik Hoffmann giver dog ikke meget for den forklaring.

- Det er klart, at bankerne skal have de penge hjem igen. Men de tjener jo også penge på at låne ud, og bankerne har jo generelt store overskud. Så i min verden tjener de gode penge på kunderne andre steder, siger Henrik Hoffmann.

Niels Arne Dam medgiver, at bankerne tjener mange penge.

- Men det skal ses i forhold til, hvor stor en forretning bankerne har. Det afkast, som bankerne afleverer til deres investorer, er generelt lavt sammenlignet med det, som andre virksomheder giver, siger han.

Udsigt til negative renter længe endnu

Tore Stramer mener da også, at Henrik Hoffmann og andre virksomhedsejere lige så godt kan vænne sig til at betale for at have penge i banken.

- Vi kan se i krystalkuglen, at der er udsigt til et fortsat meget lavt renteniveau herhjemme, og at det måske også kan falde yderligere, siger han.

Johannes Raaballe, der er forsker i finansiering ved Aarhus Universitet, råder derfor virksomheder til at se på, hvad de ellers kan gøre med deres penge.

- Virksomhederne kan ikke undgå negative renter på længere sigt ved at shoppe mellem bankerne. Mit råd til virksomhederne er at lave nogle investeringer som giver bare et lille afkast. De kan for eksempel se på, om de kan udvide den eksisterende produktion, så de er fri for at sætte penge i banken, siger han.