Nye ejendomsvurderinger: Borgmester fik en 'grotesk' besked og manglede pludselig 25 mio. kroner i kommunekassen

Stor frustration i flere kommuner over processen med de nye vurderinger.

Faaborg-Midtfyn Kommune har måttet finde 25 millioner kroner i besparelser efter at nye ejendomsvurderinger har ændret på skønnet for kommunens indtægter. Her er det Fåborg by set fra luften. (Foto: © Jens Astrup /Scanpix)

I Faaborg-Midtfyn Kommune sidder en borgmester, der er godt gammeldags træt af sagaen om de nye ejendomsvurderinger.

For det er ikke kun boligejere, der risikerer at komme i klemme, hvis vurderingerne rammer skævt.

Der er faktisk også meget på spil i landets 98 kommuner. Det mærker borgmester Hans Stavnsager (S) lige nu.

- Det er svært at acceptere og forstå, at vi lige nu skal spare mere, end vi havde regnet med på grund af de nye vurderinger, siger borgmesteren.

Årsagen til, at kommunen er endt i en penibel situation er, at der fra næste år kommer nye boligskatteregler.

Boligskatten skal næste år betales på baggrund af de foreløbige vurderinger, som ejerne af landets 1,8 millioner private boliger fik i sidste uge.

På papiret burde det dog ikke have nogen betydning for landets kommuner, der hvert år får millioner i kassen ved at opdrive grundskyld.

Det er nemlig politisk vedtaget, at de i kroner og øre skal have det præcis samme beløb som i dag.

Men sådan er det ikke endt. 30. august fik kommunerne et brev fra myndighederne om, at der var ændret i skønnet for, hvad den enkelte kommune ville få i grundskyld næste år. En historie mediet NB Økonomi, som de første kunne fortælle om.

Her fik borgmester Hans Stavnsager lidt af et chok. Nu mente skattemyndighederne nemlig, at kommunen ville få 25 millioner kroner mindre, end hvad skønnet lå på under to måneder tidligere.

Det er penge, som nu mangler i budgettet for næste år, og som kommunen selv skal finde i sit budget.

Pengene kan kun findes et sted - nemlig ved besparelser i kernevelfærden.

- Det er den eneste mulighed, der er i vores kommune for at finde pengene. De skal findes på besparelser i for eksempel daginstitutioner, skoler og ældre, siger han.

- Det er ekstra grotesk, at hvis det skøn var kommet inden 1. juli, så havde vi ikke mistet pengene, men fået beløbet udlignet.

Ekspert: Meget uhensigtsmæssigt

Den bitre besked til Faaborg-Midtfyn om de 25 millioner kroner mindre i kommunekassen giver pæne lommesmerter.

Men det er særligt det faktum, at beskeden kommer så sent på året, hvor de kommunale budgetter fra næste år skal til at være på plads, som giver udfordringer i kommunerne.

Det mener Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet.

- Det er svært at være kommune, og det her gør det endnu mere vanskeligt, siger han.

- Man har i lang tid været i gang med at budgettere på et forkert grundlag, og måske havde man taget nogle andre sparetiltag, hvis man havde vidst, hvor meget man stod til at miste på et tidligere tidspunkt. Det er meget uhensigtsmæssigt.

Odsherred får 108 millioner kroner ekstra

Det er dog langt fra alle kommuner, som står til at miste penge. I Odsherred på Sjælland var de ellers forberedt på, at det ikke så godt ud.

For i juli fik de besked om, at der ville komme 50 millioner kroner mindre i kommunekassen i grundskyld.

Men da myndighederne blev færdige med deres nye skøn i slutningen af august, tegnede der sig et helt nyt billede.

- Nu står vi til at modtage 108 millioner kroner ekstra, siger borgmester Karina Vincentz fra partiet Nyt Odsherred.

Rækker man så armene i vejret og siger 'yes' og går i gang med at bruge pengene?

- Vi rækker ikke helt armene i vejret endnu, for vi er ikke sikre på de her tal og ved ikke, om vi skal betale nogle af dem tilbage, siger hun.

- Så vi tør ikke gå ud og bruge det hele, og vi ved heller ikke, hvad vi får næste år. Vi laver et forsigtigt budget, så vi ikke skal ud i store besparelser de kommende år.

14 kommuner rammes på pengepungen

DR Nyheder har i forbindelse med historien sendt en række spørgsmål til Skatteministeriet, som ministeriet ikke svarer konkret på.

Ministeriet oplyser dog, at skønnet er nedjusteret for 14 kommuner. De 14 kommuner skal altså finde besparelser i det kommunale budget.

- For en del af dem er det meget små beløb, skriver ministeriet, der ikke forholder sig til, om kommunerne bliver kompenseret for det mindre beløb, de får i grundskyld.

Skatteminister Jeppe Bruus (S) siger i et skriftligt svar om historien:

- I 2024 kan kommunerne se frem til at få 1,9 mia. kr. mere i indtægter fra grundskylden med de opdaterede grundlag. Det er en god håndsrækning til kommunerne.

Han siger dog også, at myndighederne "gerne ville have sendt de her skøn til kommunerne noget før".