Nye tal: Danskere skylder 750 millioner kroner i motorafgifter

100.000 bilejere kan se frem til at få klippet pladerne, fordi de ikke har betalt motorafgifter.

100.000 bilister mangler at få klippet deres nummerplader, lyder det fra Skattestyrelsen. (Foto: © Mathias Løvgreen Bojesen, Scanpix)

Så landede regningen for de tusindvis af danskere, som ikke har betalt, hvad de skylder i motorafgifter.

I alt mangler 230.000 bilejere at betale motorafgifter for 750 millioner kroner.

Sådan lyder den endelige opgørelse fra Skattestyrelsen, som siden februar har forsøgt at komme til bunds i det store antal ubetalte regninger, som i en årrække har samlet støv i de skandaleramte it-systemer hos det tidligere Skat.

Og fordi it-systemerne på tværs af myndigheder ikke har kunnet tale sammen, har skattevæsenet siden 2012 undladt at sende misligholdte motorafgifter til nummerpladeklipning hos politiet.

Det betyder, at 100.000 biler i øjeblikket kører rundt med en nummerplade, som skulle være sendt til inddragelse af politiet, fordi bilejerne ikke har betalt, hvad de skylder i grøn ejerafgift eller vægtafgift.

- Der ligger nogle it-systemer, som i sig selv er gamle, og de skal tale sammen med et it-system hos Motorstyrelsen, hos Skattestyrelsen og hos Gældsstyrelsen, som så skal tale sammen med et it-system ovre hos politiet, og det har givet store udfordringer, siger Peter Thorgaard, der underdirektør hos Skattestyrelsen.

Bygger en robot

Efter DR Nyheder i februar bragte nyheden om, at tusindvis af danskere kører rundt i biler, som burde have deres nummerplader klippet, har Skattestyrelsen sat gang i et manuelt arbejde for igen at få politiet til at klippe nummerplader.

I marts blev de første varslinger udsendt til borgere, som skylder penge i skat. Foreløbigt er 1.000 registreringsnumre sendt til politiet.

Men der er et stykke derfra og så til de 100.000 nummerplader, som ifølge Skattestyrelsen burde blive klippet af politiet.

- Det er rigtigt. Men i modsætning til tidligere vil alle de, der ikke betaler, være i risiko for at blive sendt til nummerpladeinddragelse hos politiet. Og tallet regner vi med at øge i takt med, at vi får vores systemer til at tale bedre og bedre sammen, fortæller Peter Thorgaard.

Underdirektør hos Skattestyrelsen Peter Thorgaard forsikrer, at man kun vil få sin nummerplade sendt til klipning hos politiet, hvis det er helt sikkert, at man ikke har betalt sine vægtafgifter.

Konkret er Skattevæsenets nye styrelse Udviklings- og Forenklingsstyrelsen i gang med at bygge en robot, som skal automatisere oversendelsen af registreringsnumre til politiet.

- Lige nu er det primært manuelle ressourcer, men vi er i gang med at bygge en robot i stedet, så vi regner med stille og roligt at kunne skalere op, siger Peter Thorgaard, der forsikrer, at der ikke bliver klippet nummerplader på biler ved en fejl.

- Det, der er vigtigt for os, er ikke, at vi sender nummerplader til inddragelse. Det er et meget indgribende skridt. Derfor er det vigtigste, at det er fagligt korrekt, hvad vi gør. Derfor tager vi det bid for bid, siger Peter Thorgaard, underdirektør i Skat.

130.000 nummerplade hos inkasso

En motorafgift bliver i første omgang opgjort af Motorstyrelsen. Derefter udsender Skattestyrelsen en opkrævning. Det er også Skattestyrelsen, som efter flere rykkere har mulighed for at sende registreringsnummeret til politiet med henblik på inddragelse.

Betales motorafgiften fortsat ikke, ender fordringen hos Gældsstyrelsen, som er statens inkassofirma.

Her ligger omkring 130.000 ubetalte motorafgifter i øjeblikket til inddrivelse.

Gældsstyrelsen afventer i øjeblikket det nye it-system PSRM, der automatisk skal kunne inddrive gælden til det offentlige blandt andet ved lønindeholdelse og beslaglæggelse af værdier.

Systemet skal efter planen være fuldt funktionsdygtigt i 2021, hvor 800 fordringshavere gerne skal have fået deres it-systemer til at tale med det nye automatiske inddrivelsessystem PSRM.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har tidligere oplyst over for DR Nyheder, at han agter at fremsætte et lovforslag, så Gældsstyrelsen også får lovhjemmel til at anmode politiet om at inddrage nummerplader.

Nyt it-system til renter på vej

Et andet problem på motorområdet er et andet it-system, som siden 2012 ikke har kunnet lægge renter på misligholdte motorafgifter.

Det betyder, at bilejere, som ikke har betalt deres motorafgifter, siden 2012 har været fri for renter på deres opkrævninger. I 2017 besluttede Folketinget at opgive at inddrive renterne og afskrev renter på motorafgifter for knap 100 millioner kroner.

Men problemet er der stadig.

Skattestyrelsen er ved at etablere en it-løsning, så der igen kan beregnes og opkræves renter af for sen betaling af motorafgifter.

- Der har været forskellige udfordringer på det her motorområde, og det er vi ved at rydde op i, så vi sikrer, at der bliver tilskrevet renter. Det, forventer vi snarest, at få styr på, siger Peter Thorgaard.

I den kommende tid vil Skattestyrelsen varsle borgere, der skylder penge i motorafgifter om, at der nu igen tilskrives renter af udestående gæld.