Nykredit aflyser børsnotering

Nykredit bakker ud af den ventede børsnotering og sælger til fem danske pensionsselskaber.

Det har ellers været koncernchef Michael Rasmussen store drøm at bringe Nykredit på børsen og skabe et finansielt supermarked i Nykredit. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Den danske realkreditkæmpe Nykredit skal alligevel ikke børsnoteres.

Det fremgår af en selskabsmeddelelse, som Nykredit A/S netop har udsendt.

I stedet inviteres en kreds af danske pensionsselskaber med ombord. Dermed afgiver det foreningsdrevede Forenet Kredit 11 procent af sine aktier i Nykredit A/S, men forbliver altså en storaktionær i Nykredit med 80 procent af aktierne.

Kursen har ellers været sat mod en børnotering, siden Nykredit i februar sidste år hævede gebyrerne for sine låntagere kraftigt og samtidig lancerede en kommende børsnotering, der skulle polstre selskabet mod nye finanskriser.

Bag investeringen i Nykredit A/S står PKA i spidsen og PensionDanmark, PKA, AP Pension og MP Pension.

De har samtidig indgået aftaler med de to øvrige ejere Industriens Fond og Østifterne f.m.b.a om køb af en del af deres aktier. Aftalerne bringer den samlede investering fra pensionsselskaberne op på 16,9 pct. af aktierne i Nykredit A/S til en samlet pris på 11,6 milliarder kroner.

Konsortiet lægger vægt på, at et ejerskab med danske pensionsselskaber vil videreføre den kundeejer-model af Nykredit, som netop har været den store kritik fra boligejerne, fordi en børsnotering vil kræve indtjening til aktionærer.

- Vi er i konsortiet glade for, at vi har fået mulighed for at gå ind i ejerkredsen af Nykredit sammen med Forenet Kredit. Vi har været i dialog i et stykke tid og er glade for, at vi er nået til et punkt, hvor vi sammen har lavet en løsning, som både er en god investering for os og en god løsning på Nykredits langsigtede ejerskab og kapitalstruktur, siger administrerende direktør i PFA, Allan Polack.

Nykredit angiver grunden til at anbefale et salg med:

  • Nykredit A/S får en solid adgang til egenkapital og dermed stor fremtidig kapitalsikkerhed

  • Nykredit A/S får en stabil og langsigtet ejerkreds bestående af stærke danske ejere

  • Forenet Kredit fastholder en stor ejerandel på knap 80 pct. af Nykredit A/S

  • Forenet Kredit får en fair pris for aktierne.

Facebook
Twitter