Nykredit stopper for F1-lån med negativ rente

På dage, hvor renten er så lav, at man som boligejer får penge for at låne penge, vil landets største realkreditkoncern ikke udstede nye F1-lån. Konkurrenten RD har ikke planer om at følge trop.

Boligejere skal ikke gøre sig forhåbninger om at kunne optage lån, hvor renten er negativ - så de bogstavligt talt får penge for at låne penge.

I hvert fald ikke hos landets største realkreditkoncern Nykredit/Totalkedit, oplyser koncernen i en selskabsmeddelelse.

Brug for samlet løsning

Spørgsmålet er højaktuelt, da den ekstremt lave rente i sidste uge medførte, at konkurrenten Nordea Kredit måtte udstede F1-lån med negativ rente til en håndfuld heldige danske boligejere.

Men det kommer altså ikke til at ske for Nykredit- og Totalkredit-kunder. Situationen er nemlig så uoverskuelig, at der er brug for en samlet løsning for hele branchen, hedder det i selskabsmeddelelsen.

- Målet bør være at finde en velforankret og robust løsning på tværs af alle lånetyper, skriver selskabet.

- Da spørgsmålet endnu ikke er afklaret, ønsker vi ikke her og nu at udstede F1- og F2-lån med negativ rente, skriver Sune Worm Mortensen, områdedirektør i Nykredit.

Vil ikke haste beslutning igennem

Helt konkret betyder det, at koncernen ikke udsteder F1- og F2-lån på de dage, hvor renten er negativ.

- Håndteringen af negative renter er et spørgsmål om grundlæggende principper i realkreditten. Det overordnede spørgsmål er, om man som låntager kan få penge for at låne. Og hvad det i givet fald vil betyde for mulighederne for at tiltrække investorer. Vi mener, at det er nødvendigt med en samlet model for dette på tværs af alle lånetyper. Vi har et stort ansvar som den største långiver til danskerne, og vi vil ikke haste en beslutning igennem, skriver Sune Worm Mortensen,, der videre understreger, at koncernens kunder primært efterspørger F3- og F5-lån frem for F1- og F2-lån.

Nykredit understreger, at meldingen ikke får konsekvenser for de eksisterende kunder med F1- og F2-lån.

Årsagen er, at eksisterende kunder betaler mere i såkaldt kursfradrag, når de skal refinansiere deres lån, end nye kunder betaler i kursfradrag for at optage nyt lån. Dermed taber Nykredit altså ikke penge på de eksisterende kunder, som renteniveauet ser ud nu.

RD afventer

Hos konkurrenterne hos BRF Kredit, Nordea Kredit og Realkredit Danmark har man ikke aktuelle planer om at følge Nykredit-koncernens eksempel, erfarer DR Nyheder.

Adm. direktør Carsten Nøddebo, Realkredit Danmark, siger:

- Lige nu ser vi tiden an og følger udviklingen nøje, men indtil videre er det business as usual hos os.

- Generelt er det vores holdning, at den historisk lave rente er en helt unik mulighed for boligejerne for at låse deres rente fast over en længere periode og dermed opnå en højere tryghed. Det er fortsat vores anbefaling, siger han.

FacebookTwitter