Nyt online-kursus mod farlig smitte fra svinestalde får kritik

Regeringen klar med online-kursus som krav til ansatte i dansk svineproduktion. Men kursus på nettet er ikke nok, lyder kritikken.

Der findes svine-MRSA i størstedelen af de danske svinestalde.

Smitte med MRSA fra danske svinestalde spreder sig fortsat med flere end 1.000 tilfælde allerede i år.

Bakterien er et problem, fordi den kan smitte mennesker og er resistent overfor flere typer antibiotika.

Derfor er regeringen netop gået i luften med et nyt online-kursus, som fra nytår bliver lovkrav for alle som arbejder i med danske svin. Kurset tager op mod to timer og skal sikre, at alle medarbejdere i landbruget ved, hvordan de undgår at sprede smitten ud af staldene.

Men online-kurset møder kritik fra flere organisationer, der mener, at det slet ikke er nok til at mindske smitten.

- Der er rigtig mange nye begreber, man skal lære, og det er et e-læringskursus simpelthen for kort til, siger Carsten Jensen, formand for Den Danske Dyrlægeforening.

Landbruget tilfreds

Kurset er led i en bred politisk aftale, som skal forsøge at dæmme op for MRSA-smitten fra svin i Danmark og kommer til at gælde 10.000 medarbejdere i landbruget.

Ifølge en arbejdsgruppe, der blev nedsat, var den bedste løsning at gøre kurset til et en-dages kursus med underviser på et såkaldt AMU-center.

Men i stedet har fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) valgt en mindre model. Og det glæder landbruget.

- Det her er en god måde at få bredt viden hurtigere ud, end hvis man skal afholde fysiske kurser, siger Christian Fink Hansen, sektordirektør for svineproduktion i Landbrug og Fødevarer.

1.000 smittede i år

Antal tilfælde af MRSA 

- Af typen CC398 også kaldet husdyr-MRSA

  • 2017: 1.011*
  • 2016: 1.249
  • 2015: 1.172
  • 2014: 1.280
  • 2013: 648
  • 2012: 233
  • 2011: 166
  • 2010: 111

* Foreløbigt i år

Kilde: Statens Serum Institut.

Sidste år blev 1.249 personer i Danmark smittet med svine-MRSA, og i år er foreløbig godt 1.000 personer blevet smittet. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Dyrelægeforeningens formand Carsten Jensen har selv taget online-kurset. Han påpeger blandt andet, at der ikke er krav om at svare rigtigt på spørgsmålene i testen til sidst.

- Niveauet er simpelthen for lavt. Man slutter af med en test, men man skal ikke engang bestå testen. Man kommer simpelthen ikke dybt nok ned i det her. Det bør være et kursus, hvor man møder en underviser og slutter af med en eksamen, så man har forstået emnet, siger Carsten Jensen.

Ansatte fra Østeuropa

Ifølge landmændenes organisation Landbrug og Fødevarer er online-kurset mere fleksibelt og mindre bøvlet for svinebønderne.

Tag selv kursus og test

Du kan læse mere om kurset og selv gennemgå det hos Statens Serum Institut her

- Det er et godt initiativ, som vi støtter op om. Det er ikke sådan, at når man arbejder i svineproduktion, at man ikke har noget kendskab til hygiejne på forhånd. Så vi ser det som et godt supplement til den viden om hygiejne, som medarbejderne har i forvejen, siger Christian Fink Hansen fra Landbrug og Fødevarer.

Kurset kan tages på dansk og engelsk. Men i landets svinestalde er en stor del af de ansatte fra Østeuropa. Alligevel frygter Landbrug og Fødevarer ikke, at de ansatte fra lande som Ukraine, Polen og Rumænien vil have for svært ved at forstå kurset.

- Og det er en løsning som bliver udbudt både på dansk og engelsk, så på den måde tilgodeser man også de udenlandske medarbejdere, siger Christian Fink Hansen.

Tidligere fremgik det af artiklen at der sidste år var 1.298 tilfælde af husdyrs-MRSA. Men det rigtige tal er 1.249. Vi beklager fejlen.