Nyt rejsekort plaget af børnesygdomme

I næste uge begynder passagerer at teste det nye rejsekort, der skal erstatte klippekort og periodekort. Men de må væbne sig med tålmodighed, for der er en række tekniske problemer.

Det nye rejsekort, der skal afløse klippekort og billetter i tog og busser, har en række børnesygdomme. Det får folkene bag rejsekortet til at skære ned på de første test med det nye system.

Når passagerer i næste uge begynder at teste det rejsekort, der skal erstatte de nuværende klippekort og periodekort, bør de væbne sig med tålmodighed. En række tekniske fejl skaber problemer og risikerer at forsinke projektet.

Det nye rejsekort skal gøre bus- og togrejsen nemmere. I stedet for at finde rundt i indviklede takst- og kortsystemer skal passagererne blot holde kortet foran en læser, når rejsen begynder, og igen, når den slutter. Så bliver prisen automatisk beregnet.

Afkorter forsøgsstrækning

I næste uge får cirka 50 togpassagerer lov gratis at prøve kortet på strækningen mellem Roskilde og Tølløse. Den strækning er mindre end turen mellem Holbæk og Taastrup, der oprindeligt var udset til testen.

Ifølge Rejsekortets projektchef Thomas Boe Bramsen skyldes ændringen i test-strækningen tekniske problemer:

- Dér har vi simpelthen valgt ikke at genere alt for mange kunder og alt for mange stationer med noget, som der er nogle børnesygdomme på, siger han.

Venter med systemet i busser

Desuden er en test i Roskildes bybusser udskudt, oplyser administrerende direktør i trafikselskabet Movia, Johannes Sloth:

- Jeg har vurderet, at systemets stabilitet ikke er høj nok til, at jeg kan sætte det ud i drift, siger Johannes Sloth.

Rejsekortet er i forvejen fem måneder efter tidsplanen, og Johannes Sloth vil ikke afvise, at det nu bliver yderligere forsinket.

Frygt for flere forsinkelser

Forløbet bliver fulgt tæt af Henning Jensen. Han deltog som rådgiver i et af de bud, der ikke fik licitationen på rejsekortet. Nu frygter han, at kortet udvikler sig til et projekt som DSBs IC4-tog, hvor tidsplanen hele tiden skrider.

Den nye transportminister Carina Christiensen siger til Radioavisen, at det selvføgelig er ærgeligt, hvis rejsekortet bliver forsinket. Men det vigtigste for hende er, at brugerne får et system, der virker.

Facebook
Twitter