Nyt superlån i dag, men ro på

En fast rente på 1,5 procent og en løbetid på 30 år. Endnu et superlån kommer på gaden i dag. Men lånet er ikke nødvendigvis det bedste.

Kursen på det nye og rekordlave fastforrentede lån er ikke superattraktiv. (Foto: Birgitte Melbye © DR)

Nuværende og kommende boligejere har i dag fået muligheden for at få et historisk boliglån.

Realkredit Danmark har frigivet 30-årige fastforrentede 1,5 procentslån. Kursen anslås at ligge mellem 95,5 og 96.

Vent med det nye lån

Men det er endnu ikke et lån, realkreditinstuttet anbefaler kunderne at kaste sig ud i. Instituttets cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig anbefaler stadig det fastforrentede 2 procentslån med 30 års løbetid.

- Kursen er rigtig god på 2 procentslånet, og der er god likviditet i det. Ydelsesmæssigt er der ikke den store forskel på de to lån, men kursmæssigt er der større risiko ved det nye lån, siger han.

Lave renter kan give tab

Hvis kursen ligger langt under 100 betyder det, at man øger sin restgæld ved at optage det. Ligger kursen i 95, får man kun 95.000 for hver gang, man låner 100.000 kroner.

- Vi har åbnet det for at være klar hvis nu renten går hen og falder yderligere. Renten skal falde lidt mere, før lånet bliver det gængse valg hos boligejerne, Christian Hilligsøe Heinig,.

Det kan være en god ide og vente og se, hvad der sker med kursen på de nye lån. Og om Nationalbanken, som nogen venter, sænker renten for femte gang på få uger. Det kan nemlig betyde at det ellers populære 2 pct. 30-årige lån lukker, og det vil give det nye lån mere luft under vingerne.

Er du i tvivl, om du skal skifte til et fastforrentet lån på 1,5 procent? Så vil TV Avisen gerne tale med dig til et indslag i aften. Kontakt journalist Christine Brink, cbri@dr.dk, mobil: 28543239