Nyt tilbud kan forgylde Matas-ejerne

Matas er tæt på at blive solgt til kapitalfonde. Foreløbig har der været nævnt en pris på 4,2 milliarder kroner, men måske bliver det mere. De 180 aktionærer i kæden får et nyt tilbud med posten i morgen.

De 180 aktionærer i Matas kan se frem til en million-gevinst, når kæden bliver solgt. En salgspris på 4,2 milliarder kroner vil i gennemsnit sikre aktionærerne 23,3 millioner kroner. (© DR)

Der er stor interesse for at købe den danske materialist-kæde Matas. Indtil nu har prisen for de 291 forretninger i kæden lydt på 4,2 milliarder kroner, men i sidste øjeblik er der kommet et nyt bud på banen.

Det bliver sendt ud med post i dag, og tilbuddet er så godt, at de 180 aktionærer risikerer at tabe kaffekoppen og få rundstykket galt i halsen, når de åbner posten tirsdag morgen, skriver Ritzau.

Matas-bestyrelsen vil dog ikke kommentere det nye tilbud, som kædens aktionærer i sidste ende skal godkende. Der har dog været flere interesserede købere på banen, og i april fik kædens bestyrelse mandat til at forhandle med potentielle aktionærer.

Salg forgylder ejerne

Bliver Matas solgt for 4,2 milliarder kroner får hver eneste i gennemsnit 23,3 millioner kroner ud af handelen.

Blandt bejlerne til Matas finder man det norske selskab Validus og islandske Baugur med blandt andet Magasin i bagagen.

Derudover har kapitalfondene Nordic Capital (ejer af bl.a. Falck), CVC Capital Partners (ejer af Danske Trælast og aktionær i Post Danmark) samt Altor Equity Partners (ejer af Ferrosan og Aalborg Industries) været nævnt som bejlere til Matas, men de har ikke selv bekræftet deres interesse.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk