Nyuddannede risikerer at stå uden indkomst: 'Corona har sat en stor kæp i hjulet'

Coronakrisen har fået unge til at glemme at melde sig i en a-kasse.

I disse uger afslutter mange tusinde unge deres videregående uddannelse, og nu skal de i gang med at finde deres første job.

En jobjagt, som bestemt ikke er blevet nemmere under coronakrisen, hvor ledighedskøen er vokset med 45.000, viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

- Jeg prøver at gøre, hvad jeg kan. Men corona har helt bestemt sat en stor kæp i hjulet. Enten er ting blevet aflyst, lukket eller også er de lige begyndt at starte op igen, så jeg har ikke rigtig kunnet gøre noget, siger Henriette Ulvbjerg, der netop er blevet uddannet skuespiller.

Hun meldte sig ind i en a-kasse, da hun afsluttede sin uddannelse, og det betyder, at hun efter en måneds karantæne kan få dagpenge.

- Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre uden dagpenge. Jeg var nok gået på kompromis med mig selv og havde fundet et fuldstændig irrelevant job. Jeg håber da heller ikke, at jeg skal bruge dagpengene i lang tid, siger Henriette Ulvbjerg, der søger job under kunstnernavnet Henrietta Wolfmountain.

60 procent får brug for dagpenge

Men det er langt fra alle nyuddannede, der har sikret sig selv en indkomst, hvis de skal være ledige i en kortere eller længere periode.

I år melder de unge sig ikke ind i a-kasserne i samme grad, som de plejer. Det fortæller flere a-kasser til DR Nyheder.

- Det er ret bekymrende. I 2019 var det op mod 60 procent af vores dimittender, der gjorde brug af a-kassen i månederne efter, at de havde dimitteret. Det siger noget om, hvor vigtigt det er, at der faktisk er et økonomisk sikkerhedsnet, siger Steen Lund Olsen, der er formand for a-kassen FTFA.

FTFA, der blandt andet forsikrer finansfolk, tandplejere og skuespillere, har i år fået 21 procent færre indmeldinger fra nyuddannede sammenlignet med 2019.

Melder nyuddannede sig ikke ind i en a-kasse senest 14 dage efter, at deres uddannelse er afsluttet, har de ikke ret til dagpenge, hvis de bliver ledige.

- Vi hører fra flere a-kasser, at de synes, det halter lidt i forhold til, hvad det plejer. De er bekymrede for, om de unge, der afslutter en uddannelse, får meldt sig i en a-kasse, siger Verner Sand Kirk, direktør i Danske A-kasser.

Og dermed risikerer de at stå helt uden indkomst.

- Man mister sin SU, når man er færdig på sin uddannelse. Hvis man ikke melder sig i en a-kasse, mens man studerer eller lige efter, at man er færdig, har man ikke nogen indkomst i den periode, hvor man søger arbejde. Det er et kæmpestort problem for den enkelte unge, siger Laust Høgedahl, der er lektor og arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet.

Se Laust Høgedahl forklare, hvorfor det er et problem, hvis de unge står uden dagpenge.

Men det er ikke kun de unge, som det gør ondt på.

- Det har også samfundsmæssige konsekvenser. Det er et problem, hvis de unge er nødsaget til at tage hvilket som helst arbejde og dermed ikke har en søgeperiode, hvor man får et godt match mellem den unges kompetencer, og det som arbejdsmarkedet efterspørger, siger Laust Høgedahl.

Se Steen Lund Olsen forklare, hvorfor FTFA i år får færre nyuddannede medlemmer i a-kassen.

Også Ases a-kasse får færre nye medlemmer blandt nyuddannede, end de plejer.

I Krifa har de i år fået lidt færre dimittendmedlemmer sammenlignet med 2019, men en smule flere end i 2018.

Hos Det Faglige Hus, AKA og HK får de nogenlunde samme antal nyuddannede medlemmer som tidligere år.

FTFA peger på coronakrisen som årsag til, at de unge glemmer at melde sig ind i en a-kasse.

- Coronakrisen betyder, at vi i år ikke har kunnet tage ud på uddannelsesinstitutioner og gøre opmærksom på, hvad det vil sige at være medlem af en a-kasse, og hvad det betyder i de måneder, fra man dimitterer, til man finder et arbejde, siger Steen Lund Olsen.

Han peger på, at de unge heller ikke i samme grad har gjort hinanden opmærksomme på, hvilket krav der skal opfyldes, hvis de vil have dagpenge.

De har nemlig ikke tilbragt nær så meget tid sammen, som de plejer, fordi uddannelsesinstitutionerne har været lukkede i mange uger.

Midt i en økonomisk krise, som coronakrisen er blevet, er det ifølge Laust Høgedahl netop ekstra vigtigt, at de unge sikrer sig.

- Vi ved fra forskningen, at nyuddannede bliver hårdt ramt af kriser. De kommer ofte bag i køen, når arbejdsgivere skal ansætte i en krisetid, siger Laust Høgedahl, arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet.

Se Henriette Ulvbjerg fortælle, hvad det betyder for hende at kunne få dagpenge, mens hun søger job som skuespiller.

For Henriette Ulvbjerg var det netop en kammerat, der gjorde hende opmærksom på, at hun skulle melde sig ind i en a-kasse.

- Det er mig selv, der har været opsøgende og hørt fra venner og kollegaer, hvordan man skal gøre, siger hun.

Facebook
Twitter