Nyvalgt borgmester: Mærsks lavradioaktive affald skal ud af Esbjerg

Mærsk Oils 450 ton farlige affald skal køres ud af Esbjerg kommune, kræver nyvalgt borgmester.

Esbjergs nye politiske overhoved vil have Mærsks affald ud af kommunen. (Foto: Chresten Bergh © Scanpix)

Esbjergs kommende borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) vil have Mærsk Oils 450 ton lavradioaktivt affald fjernet fra Esbjerg Kommune.

Budskabet kommer, efter at DR Nyheder har bragt billeder af affaldet, der var stablet i rustne og tærede ståltønder på en containerplads i Esbjerg.

- Det er jo ikke en permanent løsning at have affaldet stående i tønder på en oplagringsplads. Der skal findes en permanent løsning på det, og det kan kun gå for langsomt, siger den nyvalgte Esbjerg-borgmester Jesper Frost Rasmussen til DR Nyheder.

Det omdiskuterede affald kaldes også norm-affald og kommer fra Mærsk Oils olieboringer i Nordsøen. Mærsk Oil har forsøgt at eksportere de voksende mængder affald til udlandet. Men det har ikke kunnet lade sig gøre. Det er et problem, som staten bør tage alvorligt, mener den nyslåede borgmester.

- Det er vigtigt, at staten også påtager sig sit ansvar og får fundet en permanent løsning for affaldet, siger Jesper Frost Rasmussen.

Overtrådte sikkerhedsregler

Mærsk har fået otte påbud fra sundhedsmyndighederne, fordi virksomheden har brudt sikkerhedsregler ved opbevaringen af de 450 ton norm-affald i Esbjerg. Eksempelvis har sundhedsmyndighederne under et tilsynsbesøg i 2016 påpeget, at defekt emballage gav ”risiko for spredning af radioaktive stoffer til omgivelserne og dermed bestråling af mennesker”.

Mærsk Oil oplyser skriftligt, at virksomheden i dag overholder lovgivningen. Alligevel må affaldet ikke længere ligge i Esbjerg, hvis det står til kommunens borgmester.

- Lige nu afventer vi den dialog, der er mellem branchen og statslige myndigheder. Det forventer vi fører til nogle initiativer. Gør den ikke det, så retter vi officielle henvendelser til ministeren, siger Jesper Frost Rasmussen.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) bør ifølge SFs partiformand Pia Olsen Dyhr sørge for, at Mærsk Oils radioaktive affald lovligt kan flyttes fra Esbjerg Kommune til Dansk Dekommissionering på Risø i Roskilde Kommune.

Her er det regeringens plan, at der skal bygges et såkaldt mellemlager for radioaktivt affald, der kan bruges de næste 30 til 50 år. DR Nyheder har spurgt Søren Pind om et interview om den løsning, men ministeren ønsker ikke at stille op.

- Uddannelses- og Forskningsministeriet har alene ansvaret for den langsigtede deponering. Oplagring og håndtering af industriens affald er derimod et operatøransvar og et anliggende mellem operatør og relevante tilsynsmyndighed, som i dette tilfælde er Sundhedsministeriet, hedder det i en skriftlig udtalelse fra presseafdelingen i Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Industrien får møde med embedsmænd

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) oplyser gennem sin presseafdeling, at hun ikke kan tage stilling til Mærsk Oil og Esbjergs ønsker på nuværende tidspunkt. Hun peger dog på, at der vil blive indkaldt til et møde med relevante embedsmænd fra Energistyrelsen, Miljøstyrelsen, Sundhedsstyrelsen og Uddannelses- og Forskningsministeriet, hvor olieindustriens ønsker om omplacering af affaldet drøftes.

Mærsk Oils presseafdeling oplyser, at virksomheden ikke ønsker at give interview om sagen.

FAKTA: Sådan gjorde vi

  • I september 2017 spurgte DR Nyheder, hvor Mærsk Oil opbevarer sit radioaktive affald fra Nordsøen. Virksomheden ønskede ikke at oplyse, hvor affaldet lå, eller hvor store mængder det udgjorde.

  • I oktober 2017 fik DR Nyheder aktindsigt i en række dokumenter fra statslige myndigheder. Her fremgik det, hvor og hvordan Mærsk Oil har opbevaret det radioaktive affald, der i dag udgør 450 ton.

  • Af dokumenterne fremgik, at Mærsk Oil i 2015 og 2016 fik påbud fra myndighederne for at håndtere affaldet kritisabelt. Det fremgik også, at Mærsk har brudt en række tidsfrister for oprydningen i 2016 og 2017.

  • Mærsk Oil er i flere omgange blevet spurgt om et interview om forholdene, men ønsker ikke at stille op. Presseafdelingen oplyser, at lovgivningen i dag bliver overholdt.

Facebook
Twitter