OECD: Klogt af Danmark

OECD har ofte kritiseret Danmark for den høje marginalskat. Skatteudspillet er et skridt i den rigtige retning, mener OECD's fungerende skattechef.

- Danmark er virkelig et land, der foretager sig meget fornuftige ting, siger Jens Lundsgaard, der er skattechef i OECD. (© Scanpix)

Blandt de mange vækstpakker, som den globale økonomiske krise kalder på, er regeringens skatteudspil noget af det mest fornuftige.

De rosende ord kommer fra OECD's fungerende skattechef Jens Lundsgaard, der især fremhæver den foreslåede lavere marginalskat.

- Danmark er virkelig et land, der foretager sig meget fornuftige ting som modsvar på den økonomiske krise. Udspillet hører til i den absolut mest fornuftige ende blandt de pakker, vi ser i forskellige lande, siger Jens Lundsgaard til Ritzau.

Skal gavne på sigt

Vækstpakken med skattelettelser er fornuftigt, fordi den på én gang forbedrer strukturerne, styrker den økonomiske vækst og sænker marginalskatten fra 63 til 55 procent på den sidst tjente krone, påpeger han.

- Det centrale er, at økonomien stimuleres på en måde, som også gavner på længere sigt. Når den meget voldsomme globale nedtur er ovre om nogle år, er der brug for, at økonomierne kommer styrket ud. Og derfor er det meget vigtigt ikke at indføre elementer, som vil give problemer på længere sigt fordi det skal afskaffes igen, siger Jens Lundsgaard.

Underfinansieringen med adskillige milliarder over nogle år er også spiselig:

- Da vi er i en exceptionel situation med et alvorligt økonomisk tilbageslag, er det fuldt forsvarligt at lave en midlertidig underfinansiering som det, den danske regering lægger op til, siger Jens Lundsgaard.

Marginalskatten skal længere ned

OECD har ofte kritiseret Danmark for de meget høje marginalskatter.

- Om nogle år finder man måske ud af at sænke skatterne endnu mere, fordi det er blevet endnu lettere at rejse ud og arbejde, siger Jens Lundsgaard.

Han understreger dog, at Danmark stadig vil ligge over OECD-gennemsnittet, selvom skattereformen vedtages uændret.

FacebookTwitter