Økonom: ATP er rå kapitalisme med et menneskeligt ansigt

Københavns Lufthavne er en oplagt investering for ATP, mener investeringsøkonom. Få et overblik over ATP's største investeringer.

ATP køber aktier i børsnoterede danske selskaber på samlebånd. I aftes annoncerede ATP sin største investering i historien, da pensionskæmpen lagde 9,7 milliarder kroner for 27 procent i Københavns Lufthavne. (Foto: Michael Bothager © Scanpix)

Med en pengekasse på 748,5 milliarder kroner er pensionskæmpen ATP en markant spiller på kapitalmarkedet.

Indtil i går havde ATP knap 30 milliarder kroner investeret i 40 børsnoterede, danske selskaber. Ved købet af 27 procent af Københavns Lufthavne skal der lægges 9,7 milliarder kroner til det beløb.

- Det er en stor investering - også for os. Det er den største investering, ATP har foretaget. For os er det en stor transaktion, siger Christian Hyldahl, der er direktør for ATP, som er en selvejende institution, der forvalter den obligatoriske pensionsordning ATP Livslang Pension.

I grafikken nedenfor kan du se ATP's 10 største investeringer i danske aktieselskaber.

11,6 milliarder kroner på et halvt år

I forrige uge offentliggjorde ATP halvårsregnskabet for første halvdel af 2017. Det viste et overskud på 11,6 milliarder kroner. Overskuddet på investeringsporteføljen var 14,6 milliarder.

- ATP er en gigantisk pengekasse og også i europæisk sammenhæng meget stor. Jeg synes, de forrenter deres penge godt, men man kan diskutere, om de tager risiko nok i deres investeringer. Ud af en pengekasse på 750 milliarder kroner er 14,6 milliarder kroner ikke noget opsigtsvækkende resultat, siger Per Hansen, der er investeringsøkonom hos aktieplatformen Nordnet.

- Men grundlæggende vil jeg vurdere, at de gør det godt, siger han.

ATP

ATP, Arbejdsmarkedets Tillægspension, er en obligatorisk pensionsordning, der omfatter alle lønmodtagere mellem 16 og 67 år på det danske arbejdsmarked.

ATP blev oprettet ved lov i 1964 som en selvstændig, selvejende institution og ledes af arbejdsmarkedets parter i forening.

ATP's formål er at udbetale lønmodtagerne en løbende tillægspension til folkepensionen. Udbetalingen kan tidligst ske fra lønmodtagerens 67. år.

Derudover kan der i tilfælde af et ATP-medlems død udbetales ægtefælleydelse og børneydelser som engangsbeløb til de efterladte.

Kilde: Den Store Danske

Per Hansen kalder det naturligt, at ATP nu køber sig ind i Københavns Lufthavne. Her er nemlig tale om en sikker investering, der giver et bedre afkast end obligationer, men også er mere sikre end mange andre børsnoterede selskaber.

- Man kan sammenligne det med en parkeringsplads. Man kan måske få et afkast på tre, fire, fem procent om året. Men parkeringspladsen får ikke pludselig 25-doblet sin værdi. Det er meget normalt, at pensionskasser investerer i infrastruktur, siger Per Hansen.

Det kan dog blive et problem for ATP, at de ikke ret hurtigt kan komme af med aktierne igen, fordi kun 3,1 procent af virksomheden handles på børsen.

- Det er en usædvanlig konstruktion med Københavns Lufthavne, hvor staten ejer 39 procent, ATP og OTPP ejer 57,7 procent og kun 3,1 procent er i frihandel. Men det understreger bare, at det her er en særdeles langsigtet investering fra ATP's side, siger Per Hansen.

Nets og Dong

ATP har især de senere år gjort sig bemærket i forbindelse med opkøb af statslige selskaber.

I 2014 købte ATP sammen med to kapitalfonde Nets for 17 milliarder kroner. 2014 var også året, hvor ATP sammen med PFA og Goldman Sachs overtog 27 procent af aktierne i det statslige energiselskab Dong.

To år senere blev Nets og Dong børsnoteret, og ATP sikrede sig gevinster på 2,5 milliarder kroner for Nets-investeringen og godt fire milliarder kroner for investeringen i Dong.

I 2017 har ATP i høj grad solgt ud af aktieposterne i Dong og Nets.

- ATP har været dygtige til at træde til på det rigtige tidspunkt og så flyve under radaren. Da de gik ind i Dong, gjorde de det på fuldstændig samme vilkår som Goldman Sachs. Men det var Goldman Sachs, der fik alle kløene. ATP er rå kapitalisme med et menneskeligt ansigt. Samarbejdet med Goldman Sachs gjorde også, at der kunne forhandles endnu gunstigere vilkår hjem. Så ATP har en stærk stemme, siger Per Hansen fra Nordnet.

ATP's aktiepost i Dong Energy er i år skrumpet med omkring 1,6 milliarder kroner, mens ATP har solgt aktier i Nets for 360 millioner kroner.

Dermed er ejerandelen i de to selskaber nu nede på henholdsvis 1,47 og 2,5 procent. Inden børsnoteringerne af Dong og Nets havde ATP en ejerandel på omkring fem procent i begge selskaber.

Også hos høreapparatproducenten William Demant Holding har ATP solgt pænt ud, ligesom der er blevet afhændet en del aktier i Scandinavian Tobacco Group og Vestas. I Matas er samtlige aktier desuden blevet solgt.

Pandora og CPH

På indkøbssiden har ATP især skruet op for investeringerne i smykkeselskabet Pandora og TDC.

ATP har i år erhvervet aktier i Pandora for over en halv milliard kroner, hvilket har løftet ejerandelen i selskabet til 2,32 procent. Pandora har dog foreløbig haft et dårligt 2017 med et aktiefald på over 20 procent.

Den klart største investering ikke bare i år men i ATP's 53 år lange historie er dog investeringen i Københavns Lufthavne, hvor ATP sammen med det canadiske pensionsselskab OTPP har overtaget moderselskabet CAD, der med 57,7 procent af ejerskabet har bestemmende indflydelse på Københavns Lufthavne A/S.

De ejer Københavns Lufthavne:

  • Copenhagen Airports Denmark ApS (CAD): 57,7% (Fordelt mellem OTPP, Ontarios Teachers Pension Plan, og ATP).
  • Den Danske Stat: 39,2 %.
  • Udenlandske, private og institutionelle investorer 1,8 %.
  • Danske, private og institutionelle investorer 1,3 %.
  • Kilde: Københavns Lufthavne A/S.