Økonom: Udskyd dansk euro-tilslutning

Danmark har ikke noget at gøre i eurosamarbejdet lige nu. Det vurderer den danske økonom Niels Jensen på baggrund af den nuværende økonomiske krise.

Seniorøkonom Niels Jensen fraråder på det kraftigste, at Danmark træder ind i eurosamarbejdet under den igangværende økonomiske krise. (Foto: konr4d © Stock.xchng)

Der har på det seneste været megen debat om en mulig dansk euro-afstemning. Men en eventuel dansk tilslutning til euro-samarbejdet bør udskydes på grund af frygten for et kollaps i samarbejdet.

Det vurderer den danske økonom Niels Jensen fra det London-baserede finanshus Absolute Return Partners i denne uges udgave af Økonomisk Ugebrev.

Mange faresignaler

I følge Niels Jensen er der mange faresignaler, der viser at den økonomiske krise har ramt samarbejdet omkring euroen.

- Men det mest oplagte signal vi får i øjeblikket fra markederne, er nok den voldsomme udvidelse af rentespændet, som har fundet sted de seneste måneder, siger Niels Jensen.

Tyskland mest stabil

Han trækker Tyskland frem som eksempel på det mest stabile euro-land. Men rettes blikket mod Italien, Spanien og Grækenland, så handler netop de lande de langsigtede obligationer med et rentespænd på mellem 2 og 2,5 procent i forhold til Tyskland. Aldrig før i euroens tiårige historie har et rentespænd i samarbejdet været så stort.

Et af principperne i euro-samarbejdet er, at de deltagende landes økonomi samlet styres fra Den Europæiske Centralbank. Og forskellige renter på de enkelte landes langsigtede obligationer er i følge Niels Jensen et signal på underliggende problemer.

Problemerne kommer frem i krisetider

- Dybest set er de underliggende problemer en dårlig økonomisk disciplin blandt de her latineuropæiske lande og til dels også Irland. Vi skal ikke glemme, at Irland er i mindst lige så store problemer som Grækenland, Italien og Spanien, forklarer økonomen.

Hidtil har eurolandene kunne leve med forskelle i de økonomiske præstationer på grund af den store fremgang, men nu hvor krisen kradser kommer problemerne til syne. Og der hvor de sydeuropæiske lande rammes hårdest er på konkurrenceevnen. De kan simpelthen ikke konkurrere med for eksempel de tyske virksomheders varer.

Flere forskellige løsninger

De forskellige landes økonomiske situation under krisen kalder på forskellige løsninger. Men med en fælles centralbank, der kun kan diktere en samlet økonomisk politik for alle landene, skabes der økonomiske spændinger mellem landene.

Der er flere måder, at stabilisere samarbejdet på. Niels Jensen tror ikke på en opløsning af euroen, men mere på enten en opdeling af samarbejdet i to blokke eller på at nogle lande sættes under administration, for at stramme op på den økonomiske disciplin.

Danmark skal blive væk

Men uanset hvad, så fraråder han på det kraftigste at Danmark tilslutter sig euroen i øjeblikket, hvor der er uro på de finansielle markeder, og hvor enkelte lande måske endda kan finde på at trække sig fra samarbejdet.

- Jeg kan ikke se, at Danmark har noget at gøre der nu, siger Niels Jensen.

Facebook
Twitter