Den samlede omsætning for de danske superligaklubber er skrumpet med over en tredjedel fra 3,2 milliarder kroner i 2008 til knap to milliarder kroner i 2015.
Det viser en gennemgang af superligaklubbernes regnskaber foretaget af DR Nyheder og Idrættens Analyseinstitut.
At de danske superligaklubbers omsætning er så meget mindre og fortsat falder er der flere grunde til.
Det forklarer Jesper Jørgensen, der er fodboldøkonom og partner i Deloitte.
- Ovenpå finanskrisen har sponsorerne været meget tilbageholdende med at tegne sponsorater.
- Men det, der især har ramt klubberne, er, at de gennem årene har forsøgt sig med andet end fodbold, og det gode gamle ordsprog; skomager bliv ved din læst, det er der nok mange klubber, der har lært. De fleste har skilt sig af med de aktiviteter, som overvejende har været tabsgivende, siger han.
Fortsat nedgang i omsætningen
Nedturen for dansk fodbold har været så voldsom, at de danske klubber i modsætning til flere af de største ligaer i Europa endnu ikke har fået vendt skuden. Omsætningen er faldt således yderligere med over 200 millioner kroner fra 2014 til 2015.
- Da finanskrisen ramte, ramte det også de danske klubber, der i 2008-2009 havde et svagt spillersalg, fordi ingen klubber i Europa havde råd til at købe spillere. Det ramte danske klubber, som har en del af forretningen at sælge spillere til udlandet, siger Jesper Jørgensen.
Overhalet af Norge og Israel
Faldet i omsætningen er sket sideløbende med, at dansk klubfodbold er raslet ned på UEFA's rangliste. I 2011 lå Danmark nummer 13. I dag er udgangspunktet en 24. plads, hvor dansk klubfodbold må se sig overgået af mere upåagtede nationer som Israel, Norge og Hviderusland. Selv om økonomien i dansk klubfodbold berettiger til en 15. plads.
Analyse og forskningsleder ved Idrættens Analyseinstitut Rasmus Storm ser en parallel mellem den faldende omsætning og nedturen på de europæiske ranglister.
- Da Danmark gik op på den europæiske rangliste, steg omsætningen, og meget tyder på, at der er en snæver sammenhæng mellem, hvad klubberne omsætter i forhold til præstationerne ude i Europa, siger Rasmus Storm.
De danske superligaklubber havde i 2009 et samlet underskud på 465 millioner kroner. I år er underskuddet 135 millioner kroner.