Økonomiske ledere: ECB-plan må ikke blive sovepude

Den Europæiske Centralbanks redningsplan bliver positivt modtaget. Men flere økonomiske ledere insisterer stadig på økonomiske reformer.

Tysklands kansler, Angela Merkel, er fast besluttet på, at EU-landenes regeringer skal fortsætte med at spare og betale af på landenes statsgæld, selvom den økonomiske hjælpe fra centralbanken kan lette den økonomiske byrde. (Foto: FABRICE COFFRINI © Scanpix)

Da topchefen i Den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi, tidligere i dag annoncerede en redningspakke til den kriseramte europæiske økonomi på 8.500 milliarder kroner, var der bred opbakning til planen.

ECB vil bruge midlerne på at opkøbe statsobligationer i gældsplagede lande, og man håber, at bankerne med de ekstra penge vil begynde at låne flere penge ud til private forbrugere og virksomheder, så forbruget og investeringerne kan øges, og Europa kommer helt ud af finanskrisen.

Men flere økonomiske ledere maner samtidig til besindelse. Opkøbsplanerne må ikke blive en sovepude, for økonomiske reformer er fortsat meget nødvendige for at få Europa ud af krisen.

Ifølge DR Nyheders EU-korrespondent Niels Kvale bekymrer flere EU-landes regeringer sig især over, hvad ECB's opkøb kan betyde i det økonomisk trængte sydeuropæiske lande.

- I nogle europæiske hovedstæder holder man særligt øje med, om lande i Sydeuropa som pludselig ikke har så meget motivation for at gennemføre de reformer, hvis det går bedre i Sydeuropa (efter ECB's køb af deres obligationer, red.). Om de så ikke indfører de reformer, som særligt Berlin og Bruxelles presser på for at få indført, siger han.

Merkel: Reformer skal overholdes

Tysklands kansler Angela Merkel udtalte sig da også skeptisk over ECB's redningsplaner ved World Economic Forum i Davos, Schweiz, tidligere i dag.

Hun mindede om, at opkøbspakken ikke må fritage de europæiske politikere fra at vedtage økonomiske reformer, som får alvor kan sætte skub i forbruget og væksten.

- Lige meget hvad ECB gør, skal det ikke dække over det faktum, at egentlige vækstimpulser skal komme fra betingelser sat af politikere, sagde hun.

- Det vigtige for mig er, at politikerne går i gang med at gøre noget ved problemerne, i stedet for at tro, at vi kan købe os tid på andre måder og glemme de strukturelle reformer, sagde Merkel.

Ny likviditet kan forhale reformer

Ifølge DR Nyheders Tysklands-korrespondent, Michael Reiter, er Merkel optaget af, at de vedtagne reformer overholdes. EU-landene skal altså fortsat spare og betale af på deres gæld, selvom pengene fra ECB kan give dem et større økonomisk råderum og føre dem mod lysere tider.

- Merkel siger, at ECB er uafhængig, og kan gøre hvad den vil. Men hun understreger i sin tale, at ECB's opkøb ikke må fjerne fokus fra, at væksten skal skabes af Europas politikere, ikke af ECB. Væksten skal komme ved at overholde de reformer, som man har vedtaget – der med andre ord er Merkels sparekurs, siger Michael Reiter

- Tyskerne er bange for, at den likviditet, som opkøbet skaber, kan misbruges af lande som Frankrig og Italien, så de ikke længere er så opsatte på at indføre de reformer, som tyskerne anser for at være nødvendige, fortsætter han.

IMF ønsker også reformer

Chefen for Den Internationale Valutafond (IMF), Christine Lagarde, er helt på linje med Merkel, selvom hun tager godt i mod ECB's historiske opkøbsprogram.

Hun understreger ifølge Ritzau behovet for politiske tiltag, og at netop økonomiske reformer i eurozonens lande er nødvendige.

- Det er fortsat afgørende, at den lempelige finanspolitik bliver bakket op af omfattende og rettidige politiske tiltag på andre områder. Ikke mindst strukturelle reformer der kan øge vækstpotentialet, siger Lagarde i en kommentar.

IMF har i længere tid opfordret ECB til at gøre mere for at sætte skub i den svage vækst i eurozonens 19 lande.

- Programmet vil hjælpe med at sænke renter i euro-området, og forventningen er, at inflationen vil stige. Risikoen for en langvarig periode med lav inflation vil blive mindre, siger Christine Lagarde.

Svenskerne er glade

I Danmark har Økonomi- og Indenrigsminister Morten Østergaard (R) 'noteret sig' ECB's opkøb, skriver han på Twitter.

Den kan ifølge Østergaard 'bidrage til vækst i euroland. Kommer opsvinget, er vi klar til at gribe det, fordi reformerne virker', skriver ministeren.

På den anden side af Øresund er tager både den svenske statsminister og finansminister ifølge det svenske nyhedsbureau TT godt imod ECB-planen.

- Jeg synes, det er positivt. Der er brug for et puf og et løft. Hvis man kan gøre det med pengepolitikken, giver det større muligheder for Europa. Og også for Sverige, siger statsminister Stefan Löfven ved det verdensøkonomiske møde i Davos.

Finansminister Magdalena Andersson noterer sig ifølge Ritzau, at ECB bevæger sig i "uudforsket land". Men hun siger, at det er godt, at ECB "tager den lave inflation alvorligt".

Skal øge inflationen

ECB meldte tidligere i dag ud, at man vil skyde 8.500 milliarder kroner i opkøbspakken. Banken vil købe statsobligationer i eurolandene over en periode på halvandet år med køb på 450 milliarder kroner om måneden.

Beløbet er ifølge flere økonomer overraskende stort. Alligevel holder topchefen i centralbanken, Mario Draghi, døren på klem til, at flere penge kan pumpes ud på markedet, hvis det bliver nødvendigt.

Europa har længe kæmpet med deflation, og håbet er at initiativet skal øge inflationen, så den kommer op på to procent, som ECB har som mål.

Initiativet kommer særligt de gældsplagede EU-lande til gavn, fordi opkøbene presser renten ned.