Øremærket barsel: Nordjyske industriarbejdere glæder sig over mere tid til børnene

Overenskomst for industriarbejdere giver øremærket barsel til fædre.

Overenskomstforhandlingerne for 230.000 ansatte i industrien har især handlet om at styrke en række ordninger, der giver større fleksibilitet for de ansatte. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Tusindvis af danskere kan se frem til nye regler for forældreoverlov.

Det sker med de nye overenskomster, som arbejdsmarkedets parter i industrien søndag blev enige om.

Med aftalen lægges der tre uger til den periode, hvor arbejdsgiveren betaler fuld løn under orlov - fra 13 til 16 uger.

Heraf øremærkes otte uger til faderen.

Kenneth Brandt er værkfører hos Svanehøj Group, der leverer nicheprodukter til skibs og olieindustrien.

Og bundet barsel til fædre er godt nyt i montageafdelingen hos Svanehøj Group, som ligger i Svenstrup nær Aalborg.

- Det her giver mere frihed på hjemmefronten, og det er en chance, jeg ikke vil gå glip af, siger Kenneth Brandt, der er værkfører i montageafdelingen og far til to børn på henholdsvis tre og et halvt år og syv måneder.

Da han fik sit første barn tog han 14 dages forældreorlov, men med det næste planlægger han at gå på to måneders orlov.

- Det gør jo nok, at jeg bliver lidt mere nærværende og lærer børnene at kende på en lidt anden måde, lyder det fra Kenneth Brandt.

Kan holde lønnen oppe

Overenskomsten for industrien gælder 230.000 industriarbejdere på 6.000 virksomheder.

Den kaldes også 'gennembrudsoverenskomsten', fordi de øvrige overenskomster typisk lader sig inspirere af den første indgåede aftale mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

Blandt punkterne i aftalen er altså otte ugers barsel med fuld løn til fædrene.

Og det er netop muligheden for at gå derhjemme med fuld løn, som er vigtig, vurderer Dennis B. Jensen, der er montør hos Svanehøj Group.

Dennis B. Jensen, montør hos Svanehøj Group: - Vi har ikke snakket så meget om barsel derhjemme. Men det skal vi have planlagt - hvordan og hvorledes, siger han.

Dennis B. Jensen har ikke lagt planer for sin egen barselsorlov - men han ser nu frem til fuld løn under barselsorloven.

- Det gør jo rigtig meget, fordi det betyder, at din økonomi er sikker, fordi du ikke skal ned på en mindsteløn, så der kommer mere ro på, fordi man får det samme, som man plejer.

- Det giver en god tryghed, når man har en god bund, fordi man ved, man får sin løn, selv om man går derhjemme og nyder familien, siger Dennis B. Jensen, montør hos Svanehøj Group.

Svanehøj Group er en global nichevirksomhed, der sælger pumper til marine- og olieindustrien.

Hovedpunkterne i aftalen

  • Her kan du læse om nogle af de punkter, som parterne er blevet enige om:

  • Mindste-satsen løftes med 7,5 kroner.

  • Det, der også kaldes mindstelønnen, øges med 7,5 kroner i løbet af aftalens løbetid. Hvordan det konkret udformes, nævnes ikke.

  • Fritvalgs Lønkontoen øges fra fire til syv procent.

  • Fritvalgs Lønkontoen betyder, at en del af den ferieberettigede løn sættes ind på en konto. Her kan lønmodtageren vælge at bruge dem på en række forskellige ting.

  • Pengene kan gå til mere ferietid eller flere penge under ferien. De kan også gå til pension, nedsat tid for seniorer eller to børneomsorgsdage. Den kan udbetales som løn.

  • Forliget vil forlænge aftalen og udvide den, så pengene også kan bruges på fravær ved barns lægebesøg og barns anden sygedag.

  • Samtidig skal indbetalingen løftes fra fire til syv procent af den ferieberettigede løn.

  • Tre ugers øremærket barsel til faderen.

  • DI og CO-Industris har aftalt, at der skal øremærkes yderligere tre uger end i dag til den anden forælder - det betyder, at der skal øremærkes otte uger til faderen.

  • Løn under sygdom udvides.

  • Perioden, hvor man kan få løn under sygdom, udvides fra ni til 14 uger.

  • Kilder: CO-Industri og Dansk Industri.