Ørsted skal spare op mod 600 millioner kroner om året

Omkring halvdelen af beløbet skal blandt andet findes ved at skære jobfunktioner

Ørsted forventer også mindre produktion af strøm fra havvindmølleparker som denne ved Blackpool i Storbritannien. (Arkiv) (Foto: Phil noble © Scanpix)

Ørsted skal spare 500-600 millioner kroner om året frem mod 2022.

Det oplyser energiselskabet, der især tjener penge på at opføre og eje vindmølleparker på havet.

Omkring halvdelen skal findes ved at skære stabsfunktioner - herunder at skære stillinger internt i virksomheden - og ved at mindske omkostninger eksternt.

Ørsted har ikke sat tal på, hvor mange stillinger der skal skæres, men selskabet forventer, at stillingerne vil blive nedlagt frem mod 2022, og at en stor del kan løses ved naturlig afgang. Det kan være ved, at folk går på pension eller skifter job.

Den anden halvdel af besparelserne kommer fra, at omkostninger falder bort, fordi Ørsted har gennemført en række frasalg - herunder energiselskabet Radius. Det gør strukturen i selskabet mere enkel.

Ørsted skriver i meddelelsen, at "stram omkostningsstyring fortsat er afgørende i et konkurrencepræget marked".

Mindre strøm fra havvindmøller

Udmeldingen kommer i forbindelse med en opdatering af Ørsteds langsigtede forventninger, hvor selskabet skruer ned for forventningerne til fremtiden.

Det skyldes, at Ørsted har ændret en række ting i de modeller, selskabet bruger til at forudsige, hvor meget strøm der bliver produceret i vindmølleparkerne.

Blandt andet vurderer Ørsted, at selskabet tidligere har undervurderet betydning af, at vindens hastighed falder, når den nærmer sig vindmøllerne ude på havet.

Det betyder, at der i fremtiden ikke forventes at komme helt så meget strøm - og dermed indtjening - fra en række af Ørsteds vindmølleparker.

/ritzau/

Rettelse: Afsnit tre er skrevet om, så det fremgår, at besparelserne ikke kun findes ved at skære stillinger.