Officielt: Motions-app'en Endomondo solgt for en halv milliard

Den amerikanske sportstøjsproducent Under Armour har købt den danske motions-tjeneste for 575 millioner kroner

30 millioner verden over har downloadet motionsapp'en Endomondo. (Foto: Colourbox © Colourbox)

25 millioner brugere kan ikke tage fejl.

I hvert fald ikke hvis man spørger den amerikanske sportstøjsproducent Under Armour, der onsdag aften officielt har købt den danske motionsapp.

Det bekræfter selskabet i en pressemeddelelse.

Salgsprisen lyder på 575 millioner kroner for den danske it-virksomhed, der har udviklet en app til mobiltelefoner, som kan registrere brugerens motionsaktiviteter.

Og salget glæder naturligt nok medstifter Christian Birk.

- Det er jo fantastisk, at det vi har arbejdet på i så mange år, bliver købt af en stor, amerikansk spiller. Det sætter jo en tyk streg under, at de visioner vi havde for syv-otte år siden, var rigtige, siger han til DR Nyheder.

30 millioner downloads

Motionsapp'en har fået succes siden fødslen. 30 millioner har verden over downloadet Endomondo, og knap 20 millioner har registreret sig som brugere af tjenesten.

Virksomheden tæller i dag 25 ansatte, og indtil i dag var Mette Lykke administerende direktør i den virksomhed, hun selv var med til at stifte. Hun beskriver udviklingen som en "klassisk iværksætterrejse" med op- og nedture.

- Vi fortsætter vores mission som hidtil. Vi vil stadig være Endomondo med fokus på at gøre motion sjovere, og vores team bliver ved med at have base i København. For brugerne betyder det, at vi får flere ressourcer til at vokse og forbedre produktet, og det glæder vi os meget til, siger Mette Lykke i en pressemeddelelse.

Svært ved at tjene penge

Selvom brugerne har taget vel imod Endomondo, så har selskabet bag haft svært ved at tjene penge. Siden 2007 har hvert år stort set budt på underskud.

I regnskabsåret 2013/2014 kom selskabet ud med et minus på 1,3 millioner kroner efter skat. Kun året før havde det sorte tal på bundlinjen, hvor selskabet tjente 189.000 kroner efter skat.

Alligevel har det amerikanske sportstøjsmærke altså set potentiale i Endomondo, og det skyldes formentlig det store antal brugere, vurderede en it-aktieanalytiker tidligere onsdag over for Ritzau.

- Man køber jo ikke selskabet på de nuværende resultater, men på en kraftig formodning om, at indtjeningen vil eksplodere over tid, fordi brugerdatabasen allerede er så stor, sagde Morten Imsgard, der er it-analytiker i Sydbank.

Selskabet bag Endomondo blev stiftet i 2007, og tjenesten gik i luften samme år 2008.

Facebook
Twitter