OK-analyse: Bliver der storkonflikt?

Der venter et uforudsigeligt forløb for de offentligt ansatte.

Det er det, som alle vil vide: Bliver der storkonflikt?

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg er blevet stillet det spørgsmål de seneste dage.

Overenskomstforhandlingerne for samtlige offentligt ansatte er brudt sammen, og det er ikke så mærkeligt, at mange gerne vil have svar.

En konflikt i fuld skala vil ramme dagligdagen for så godt som alle danskere. Enten fordi du arbejder i det offentlige, er tæt på nogen, der arbejder i det offentlige eller fordi du bruger nogle af det offentliges tilbud som børnehaver, skoler eller plejecentre.

Nogle vil gerne komme med bud på, hvad der vil ske, og de sætter ligefrem tal på risikoen for en konflikt. 50-50, 80-20, 60-40. Der går næppe lang tid før bettingfirmaerne sætter odds og åbner spil.

Jeg er mere forsigtig. Man skal passe på med at tro, at man kan forudsige resultatet, for parterne – arbejdsgiverne og lønmodtagerne – befinder sig i en sværere og mere indviklet proces end nogensinde før.

Den svære hårdknude

Det er en underdrivelse, at processen er gået i hårdknude. Processen er et uoverskueligt nøgle af et utal af indbyrdes forbundne knuder. Det gør den uforudsigelig, og noget som man skal holde sig langt væk fra at kaste sig ud i sandsynlighedsberegning om.

Kommer konflikten? Aner det ikke. Det gør topforhandlerne på hver deres side heller ikke. Men ja, det kan bestemt ikke udelukkes.

Selv i en situation, hvor begge parter faktisk gerne vil undgå en konflikt, kan det alligevel blive resultatet, netop fordi situationen er så kompliceret og har så mange parter og interesser på spil på samme tid.

Med sammenbrud i overenskomstforhandlingerne for alle 745.000 offentligt ansatte står man med en hidtil uset situation, der på lønmodtagersiden handler om et væld af forskellige faggrupper: Politibetjente, sygeplejersker, kontorfolk, SOSU-assistenter, dagplejere, læger, pædagoger, lærere og undervisere fra børnehaveklasse til universiteter. Mere end 100 organisationer er filtret ind i sammenbruddet.

På arbejdsgiversiden er sammenbruddet lige så kompliceret, her skal stat, regioner og kommuner alle synkront forsøge at finde en håndterbar fremgangsmåde, mens regeringen følger meget nøje med. Et valg nærmer sig og forløbet og dens udfald kan få afgørende betydning for folkestemningen.

Mere kaffe på kanden

Forligsmand Mette Christensen, som nu sidder for bordenden, skal med andre ord sætte mere kaffe over og bestille mere mødeforplejning end hun har prøvet før, når parterne mødes i forligsinstitutionen.

I 2013 skulle hun for eksempel kun sørge for kaffe til lærerne, der ikke kunne nå til enighed om en ny arbejdstidsaftale med de kommunale arbejdsgivere. I 2008 havde hun besøg af en lidt bredere gruppe – både sygeplejersker, pædagogerne og FOA-medlemmer – der havde forladt forhandlingsbordet uden resultat, men institutionen har aldrig stået over for så bredt et sammenbrud på det offentlige område.

Og ikke nok med det. Denne gang kompliceres mæglingsforsøget endnu mere af, at man på lønmodtagernes side har svoret hinanden troskab på tværs af alle områder i det, der er blevet kaldt en musketer-ed.

Først og fremmest har alle forbund valgt at støtte lærernes krav om, at deres arbejdstidsaftale ikke længere skal udgøres af en lov, som blev resultatet af deres konflikt med kommunerne i 2013, men flyttes tilbage i overenskomstregi. Uden en udsigt til en imødekommelse af lærernes krav, har de øvrige forbund indtil videre ikke ønsket at indgå en aftale.

Den svorne ed gælder også de ansatte i statens ret til, at frokostpausen tælles med i arbejdstiden, sådan som det er tilfældet på så godt som alle statslige arbejdspladser i dag.

Men fordi Moderniseringsstyrelsen i efteråret sidste år sagde, at man opfatter den abejdsgiverbetalte frokostpause som et personalegode, der dermed kan afskaffes uden yderligere forhandling, kræver lønmodtagerne nu garantier for, at der rent faktisk er tale om en ret, som ikke uden videre kan sløjfes. Det krav står de ansatte i kommunerne og regionerne også bag.

Uklart hvor langt ed rækker

Det står ikke klart, hvor langt musketer-eden mellem fagforbundene rækker. I yderste konsekvens kan den betyde, at SOSU-assistenter skal strejke for kontorfolk i ministerierne, eller at læger skal nedlægge arbejdet for skolelærerne. Her skal man dog lægge mærke til, hvordan spørgsmålet om højere lønstigninger er kommet til at fylde mere og mere udadtil i forhandlingernes sidste fase: Et krav, som alle faggrupper kan se sig selv i, og dermed samler dem mere.

En afgørende ting for det videre forløb bliver, hvordan fagforbundene håndterer deres ed. De står stærkt samlet, men det er langt fra sikkert, at modparten vil overgive sig af den grund for f.eks. kommunerne føler ikke videre ansvar for de statsansattes forhold, ligesom arbejdsgiverne i regionerne heller ikke mener, at de skylder de kommunalt ansatte skolelærere noget.

Dermed kan en konflikt, der i udgangspunktet mest handler om enkelte faggrupper eller ansættelsesområder – skolelærerne eller de statsansatte – pludselig komme til at handle om alle offentligt ansatte og blokere for et forlig. Hvis altså musketer-eden følges til sidste blodsdråbe. Det er næppe alle dele af den faglige front, der er lige opsatte på en konflikt.

Forligsmand Mette Christensen er kendt som en myndig mægler og en kraftfuld konfliktknuser, men hun sidder med et virvar af knuder, der er vanskelige at løse.

Så: I får ingen tip til jeres bets på konflikten fra mig – men jeg vil nok advare mod at sætte alle pengene på forlig over hele linjen.

FacebookTwitter