OK18: Fagforbund føler sig stærkt provokeret af KL

FOA's formand tror ikke længere på forlig på dagen, hvor de afgørende overenskomst-forhandlinger går i gang.

Dennis Kristensen fra FOA tror nu at det ender i konflikt på det offentlige område.(foto: Martin Sylvest/Scanpix Ritzau 2018) (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

- De her overenskomstforhandlinger er overstået. Der er ikke mere at gøre.

Sådan lyder det fra FOA-formand Dennis Kristensen, inden parterne på det kommunale område genoptog forhandlinger i forligsinstitutionen her til morgen.

Meldingen kommer efter et interview med KL's administrerende direktør Kristian Wendelboe i Politiken.

KL-direktøren siger i interviewet, at en storkonflikt på det offentlige område vil blive så voldsom, at man på Christiansborg er nødt til at forhindre, det kan ske igen.

- Jeg kan kun tolke KL's optræden på én måde: De ønsker ikke et forlig – de vil have en konflikt. Og de vil have Folketinget til at hjælpe sig. Ikke bare med et lovindgreb i denne omgang, men også ved at ændre vores muligheder for fremover at kunne gå i konflikt, siger Dennis Kristensen.

KL's chefforhandler, Michael Ziegler, mener, at fagbevægelsen skal se på sig selv.

- Meget af diskussionen omkring den danske model har været rejst af vores modparter – de faglige organisationer. Vi syntes, det er en unødvendig diskussion at rejse, siger Michael Ziegler.

- Vi er her. Vi forhandler. Og det er en del af den danske model, siger han.

Michael Ziegler peger på, at når de ansatte i både staten, regionerne og kommunerne denne gang har rejst fælles krav, så er det med til at skabe vanskeligheder.

- At det er filtret sådan sammen nu på kryds og tværs, gør det meget vanskeligt. Det er med til at udfordre den danske model, når det er kædet sammen på den måde, siger han.

- Det bliver en gordisk knude, som man kan binde op ved det ene bord, men ikke ved det andet bord, siger Michael Ziegler.

Resten af dagen skal parterne på det kommunale område forhandle i forligsinstitutionen. I morgen er det regionernes tur.

Hvis man ikke finder hinanden, så kan storkonflikten bryde ud søndag den 22. april.

Facebook
Twitter