Oliekatastrofe stopper ikke Grønlands oliejagt

Oliekatastrofen i den Mexicanske Golf, som er ved at kvæle både dyreliv og olieselskabet BP, skræmmer ikke i Grønland eller på Færøerne.

Her er det et mislykket forsøg på at stoppe olien fra at strømme ud i den Mexicanske Golf i slutningen af maj.

De to nordlige dele af Rigsfællesskabet, Grønland og Færøerne, fortsætter upåvirket oliejagten trods oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf. Det er den klare melding fra de to landes ansvarlige myndigheder til dagbladet Børsen.

Begge lande bekender sig til stramme norske regler, og derfor er der ingen grund til at stoppe jagten på lukrative olieindtægter, som formentlig gemmer sig under havbunden.

Lavt vand

- Den grønlandske regering skal beslutte en ny boring i denne uge og de steder, der er ansøgt om, er alle på lavt vand, siger Jørn Skov Nielsen, direktør for Råstofdirektoratet på Grønland.

Han mener, at der ikke er grundlag for at bremse nye boringer, da Grønland følger de norske regler for olieboringer, som er blandt de hårdeste i verden.

- Reglerne er meget vidtgående og langt skrappere, end de regler der gælder ved olieboringer i Den Mexicanske Golf, siger han.

Færøerne fortsætter

Omkring 1200 km længere mod sydøst, på Færøerne, er holdningen den samme. Her fortsætter man bestræbelserne på at finde olie, siger sikkerhedschef i den Færøske Olieadministration, Meinhard Eliasen.

- Situationen i Den Mexicanske Golf har ingen indflydelse, men vi er i tæt kontakt med myndighederne i Danmark, Norge og England, siger han.

- Men der er ikke sket noget, der har fået os til at skærpe kravene.

Dybt vand

Færøerne skal i gang med prøveboring nummer syv, der ledes af et italiensk selskab, og som foregår på 1107 meters dybde. Til trods for den store vanddybde, som er et af de dybeste felter i Nordsøen, så fortsætter det.

- Vi følger, sammen med olieselskaberne, meget tæt med i, hvad der sker i Golfen, men indtil videre ved man ikke noget officielt. Der er kun en masse gætterier. Men kommer det frem, at sikkerhedsforholdene om dybe boringer ikke er gode nok, så bliver det naturligvis implementeret, siger sikkerhedschefen.

Facebook
Twitter