Oliepriser på himmelfart får Norwegian til at hæve billetpriserne

Norwegian skrotter olietillæg og sætter billetpriserne op.

De stigende oliepriser får nu Norwegian til at hæve sine billetpriser i stedet for et olietillæg på oversøiske ruter. (Foto: MARCOS BRINDICCI © Scanpix)

Det ligner en hård bjergetape i Tour de France. Men faktisk er det olieprisen, der bare bliver ved med at stige.

På et år er prisen for en tønde råolie steget med 55 procent, så den nu ifølge Euroinvestors prisindeks koster omkring 73 dollar.

De stigende oliepriser kan aflæses på flyselskabernes regnskaber, og ifølge flymediet flysmart24.no reagerer det kriseramte norske flyselskab Norwegian nu ved at sætte billetpriserne op.

Norwegian introducerede for et par uger siden et olietillæg på 200-250 kroner, som blev lagt oven i billetprisen på oversøiske ruter.

Men nu skal olieprisen permanent regnes ind i billetprisen, forklarer kommunikationsrådgiver i Norwegian Astrid Mannion Gibson til Flysmart24.no.

- Vi har besluttet, at prisjusteringen vil ske på vanlig vis og ikke i form af et fladt tillæg, siger hun.

Ændringerne i billetpriserne trådte i kraft i går og gælder alle ruter for Nordens største flyselskab.

- Øgede priser på enkeltruter er ikke unaturlige, når oliepriserne stiger, som den har gjort. Vi har nu bestemt, at prisjusteringen skal ske på vanlig måde.

- Det er vigtigt at understrege, at flypriserne under alle omstændigheder justeres ud fra tilbud og efterspørgsel. Det vigtigste for kunderne er totalprisen og ikke, hvad de forskellige enkeltelementer kaldes, siger Astrid Mannion Gibson til Flysmart24.no.

SAS har risikoafdækket sin olie

De stigende billepriser vil ikke på samme måde ramme passagerer, der flyver med SAS. Det skyldes, at SAS har sikret 90 procent af sit brændstof gennem såkaldt hedging også kaldet risikoafdækning.

Det betyder, at SAS har aftalt en fast pris på brændstoffet, uanset om priserne stiger eller falder.

- Der er ingen akut situation, som skulle tilsige stigende billetpriser for vores del. Men branchen som helhed vil skulle kompensere for de øgede omkostninger, som en øget oliepris giver, siger informationschef Knut Morten Johansen i SAS til Flysmart24.no.

Facebook
Twitter