Ombudsmand: Airbnb skal oplyse slutprisen

Europæiske forbrugermyndigheder mener, at Airbnb for sent i processen oplyser samlet pris.

Når man som forbruger lejer en lejlighed via Airbnb, skal man med det samme kende den fulde pris, mener Forbrugerombudsmanden. (Foto: AFP PHOTO / TOSHIFUMI KITAMURA © Ritzau Scanpix)

Det skal være slut med at blive overrasket over den samlede pris, når man lejer en bolig via boligudlejningssiden Airbnb.

Det mener Europæiske forbrugermyndigheder (CPC) og EU-Kommissionen, som i et brev blandt andet har bedt Airbnb præsentere forbrugeren for den fulde pris for en overnatning fra første klik.

- Airbnb har fået en frist til slutningen af august til at rette ind. I sidste ende har man fra CPC's side meddelt Airbnb, at de kan blive mødt med retlige skridt fra de nationale CPC-myndigheder, siger Louise Christophersen, kontorchef hos Forbrugerombudsmanden.

Som det fungerer i dag, oplyses et beløb for en overnatning i første omgang til forbrugeren, når vedkommende søger efter et sted at tilbringe en eller flere nætter.

Først når man kommer længere frem i bestillingen, lægges administrations- og eventuelt rengøringsgebyrer oven i prisen, og det er for sent i processen, mener forbrugermyndighederne.

Fire krav er stillet til Airbnb. Ud over at det fulde beløb skal vises fra start, skal Airbnb sørge for, at der skelnes tydeligt mellem private udlejere og professionelle aktører.

Ifølge AP vil Airbnb tage henvendelsen "meget seriøst", og boligsiden vil nu arbejde sammen med myndighederne for at imødekomme kravene.

/ritzau/

Facebook
Twitter