Ombudsmanden kritiserer: Ansatte skal ikke 'holde sig fra pressen' eller frygte 'illoyale udtalelser'

Efter kritik ændrer to kommuner retningslinjer for de ansattes ytringsfrihed.

Blandt andet har Esbjerg Kommune på en medarbejderdag i kommunen præsenteret sine ansatte for en planche , hvor der stod, at de skulle "holde sig fra pressen", lyder det fra ombudsmanden. (© ColourBox)

Offentligt ansatte skal ikke frygte for deres job, hvis de udtaler sig kritisk om deres arbejdsplads.

Sådan lyder vurderingen fra Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.

- Det er centralt, at offentlige arbejdsgivere vejleder medarbejderne korrekt om deres ret til at ytre sig, siger han.

Ansatte skulle 'holde sig fra pressen'

Ombudsmandens udtalelse kommer i kølvandet på, at både Esbjerg Kommune og Aalborg Kommune har trukket interne retningslinjer tilbage.

Ifølge Niels Fenger var de nu ændrede retningslinjer ikke i tråd med de ansattes ret til at ytre sig.

- De tidligere retningslinjer angav blandt andet, at illoyale udtalelser kunne få ansættelsesretlige konsekvenser, lyder det fra ombudsmanden.

Blandt andet har Esbjerg Kommune på en medarbejderdag i kommunen præsenteret sine ansatte for en planche, hvor der stod, at de skulle "holde sig fra pressen", lyder det fra ombudsmanden.

- Sagen blev af en lokalpolitiker indbragt for ombudsmanden, som også fra anden side havde fået en henvendelse om, at kommunens retningslinjer om ytringsfrihed var misvisende, skriver Niels Fenger.

'Skulle aldrig være vist'

Allerede i september sidste år skrev Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse, at planchen "aldrig skulle være vist" for medarbejderne.

Også en vejledning for privat brug af Facebook for ansatte i Aalborg Kommunes ældre- og handicapforvaltning får hug af Folketingets Ombudsmand.

Ifølge kommunen blev folderen "ved en fejl" lagt på forvaltningens intranet.

I den sag er ombudsmanden også blevet præsenteret for, at folderen ikke skulle være blevet vist til de ansatte, fordi indholdet ikke var endeligt godkendt af ledelsen.

- Jeg forstår desuden, at folderen efter min henvendelse er blevet fjernet fra intranettet, og at de ansatte har fået eller vil få meddelelse om, at folderen hverken er eller har været gældende med det aktuelle indhold, skriver ombudsmand Niels Fenger.