Op til 100.000 rammes af flystrejke: Tre afgange fra København aflyst

En strejke blandt kabinepersonalet fører onsdag og torsdag til 600 aflysninger hos Ryanair.

Flere Ryanair-fly holdes onsdag og torsdag på jorden, da 600 afgange er aflyst på grund af en strejke. (Foto: ALBERT GEA & JOSEP LAGO © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

En strejke blandt dele af kabinepersonalet hos Ryanair er begyndt onsdag, og derfor er 300 flyafgange i luftrummet over Europa aflyst.

Strejken, som berører afgange til og fra Spanien, Portugal, Italien og Belgien, er varslet til også at vare torsdag, hvor 300 afgange ligeledes er aflyst.

De 100.000 berørte passagerer har fået besked i løbet af weekenden, skriver Ryanair på Twitter. De er blevet ombooket til andre afgange eller har fået pengene for rejsen retur.

Lavprisselskabet oplyser, at det ikke forventer yderligere aflysninger onsdag.

Ifølge Avisen.dk er tre afgange fra Københavns Lufthavn - to til Bruxelles og én til Spanien - blevet aflyst.

Krav om fair løn

I Billund bliver Ryanair-passagerer ikke ramt af strejken, fortalte administrerende lufthavnsdirektør Jan Hessellund tirsdag til JydskeVestkysten.

Han kan dog ikke med sikkerhed afvise nye aflysninger:

- Hvis strejken bliver mere omfattende, kan det påvirke os og få større omfang end forventet på nuværende tidspunkt, siger Hessellund til avisen.

Kabinepersonalet strejker, fordi de er utilfredse med lønvilkår og ansættelsesforhold hos lavprisselskabet.

Tidligere på måneden offentliggjorde selskabets kabinepersonale ifølge Reuters en liste med 34 krav til Ryanairs ledelse. De omfatter "en fair løn at leve for" og bedre betaling på sygedage.

Omvendt betragter Ryanair strejkerne som uberettigede. Selskabet mener, at kabinepersonalet "nyder god betaling".

/ritzau/

Facebook
Twitter