Oppustet værdi bag milliardudlån i Amagerbanken

Tre af Amagerbankens storkunder har købt en Østerbro-ejendom med flere end 500 lejligheder til næsten det dobbelte af, hvad Finanstilsynet mener, den er værd.

Kendelsen fra Erhvervsankenævnet kan ifølge eksperter tolkes som om, at Amagerbanken enten har ladet sig vildlede af sine store ejendomskunder eller har hjulpet en gruppe med at pumpe priserne op i den københavnske ejendomsguldfeber. (© Amagerbanken)

Tre af Amagerbankens storkunder har købt en Østerbro-ejendom med flere end 500 lejligheder til næsten det dobbelte af, hvad Finanstilsynet mener, den er værd, skriver dagbladet Børsen.

Det underbygger for første gang frygten i markedet for, at en stribe storkunder, i samspil med det børsnoterede selskab Schaumann, sidste år handlede ejendomme for 2 mia. kr. til stærkt opskruede priser for at få balancerne til at se bedre ud.

Det fremgår af en 128 sider lange redegørelse fra Erhvervsankenævnet, der i modsætning til Finanstilsynets rapport afslører flere detaljer om tilsynets vurderinger, end Finanstilsynet selv har ønsket at lade offentligheden få indsigt i.

Trio købte stort

Sidste sommer købte trioen, eksbokser og finansmand Hans Henrik Palm, ejendomsinvestor Henrik Ørbekker og advokat Olav Damkiær Classen ejendomsprojektet Østerfælled med flere end 500 lejligheder af en anden af Amagerbankens hårdt pressede kunder Schaumann Properties for 1,5 mia. kr.

Ifølge Erhvervsankenævnet er der realkreditgæld i Østerfælledprojektet på 1,13 mia. kr. efterfulgt af et pant på 545 mio. kr. i Amagerbanken. Et pant, som Finanstilsynet mener, er "uden værdi", skriver dagbladet Børsen.

Ifølge tilsynets rapport har banken over 3,4 mia. kr. store udlån af den type. Siden rapporten blev til har banken dog nedskrevet yderligere 600 mio. kr. på udlånet.

Amagerbanken vidste måske besked

Kendelsen fra Erhvervsankenævnet kan ifølge eksperter tolkes som om, at Amagerbanken enten har ladet sig vildlede af sine store ejendomskunder eller har hjulpet en gruppe af store ejendomsudviklere og investorer med at pumpe priserne op i den københavnske ejendomsguldfeber.

For eksempel mente banken altså, at Østerfælled-projektet var 1,5 mia. kr. værd, mens Finanstilsynet vurderer det til 853 mia. kr.

- Det, der er foregået her, er ikke okay på nogen måde,« siger professor Anders Drejer fra Århus Universitet og fortsætter:

- Det er svært at se, hvordan Amagerbanken ikke kan have vidst det her. De kan selvfølgelig have været lemfældige, og troet for meget på de her mennesker. Men vurderingen fra Finanstilsynet er klar - prisen var alt for høj. Det er slet ikke til diskussion nu.

Den vurdering er Kristian Madsen, underdirektør i Finanstilsynet, enig i. Han vil dog ikke bekræfte, at sagen drejer sig om Østerfælled-projektet.

- Hvis en bank har baseret vurderingen af pantets værdi på kundernes vurdering, så er det for dårligt. De må have en kreditpolitik, der gør, at de har en selvstændig vurdering af pantets værdi, siger han.

Facebook
Twitter