Optimisme i Forligsen: Håber at kunne lande aftale om arbejdstid i dag

Der er lagt op til endnu en dag med langstrakte forhandlinger i Forligsinstitutionen.

Lærerne er i fokus i dagens overenskomstforhandlinger. Her er det lærerformand Anders Bondo Christensen, som interviewes af TV2. (Foto: Uffe Weng © Scanpix)

De svære forhandlinger om de offentlige overenskomster har rykket sig i retning væk fra en konflikt i Forligsinstitutionen i dag.

Det er i hvert fald, hvad DR Nyheders journalist på stedet, Jesper Knudsen, får at vide:

- Det, jeg hører, er, at der er lagt forslag på bordet, som handler om lærernes arbejdstid. Der er tale om et forslag, som flere på lønmodtagersiden har taget godt imod, og som de håber på at kunne lande i dag, siger Jesper Knudsen.

Offentlig overenskomst

Landets offentlige ansatte skal have nye overenskomster. Det gælder både de ansatte i staten, i regionerne og i kommunerne. Forhandlingerne er stødt på flere bump undervejs, og lykkes det ikke at finde en løsning, vil det føre til strejke eller lockout.

Se Tema

Han har tilbragt dagen i Forligsinstitutionen, hvor han får beskeder om, hvordan forhandlingerne skrider frem.

Det kommunale område er i dag i Forligsinstitutionen for endnu en gang at lægge arm om de offentlige overenskomster. Det sidste planlagte møde mellem de kommunale parter, inden deadline på tirsdag.

Den helt store knast på det kommunale område er lærernes arbejdstid, som siden 2013 har været reguleret ved lov. Fagbevægelsen har kollektivt stillet sig bag lærerne og krævet en aftale om lærernes arbejdstid, inden der kan indgås overenskomst på de øvrige områder.

Lærerne i centrum

Men spørgsmålet er, om formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen - og lærerne - vil stille sig tilfredse med udspillet fra KL og chefforhandler Michael Ziegler (K):

- Chefforhandler Anders Bondo Christensen har efterlyst fremskridt på arbejdstiden. Spørgsmålet er, om det, der ligger på bordet, kan tilfredsstille hans bagland. Der er ingen tvivl om, at lærerne forventer noget substantielt på arbejdstid, siger Jesper Knudsen.

Men de optimistiske toner gør også, at der ikke er udsigt til et sammenbrud i forhandlingerne foreløbigt. Der er desuden lagt op til endnu et forhandlingsmaraton, beretter Jesper Knudsen:

- Det kan blive en lang dag igen i dag. Parterne vil givet bruge den nødvendige tid i dag for at finde fælles fodslag.

Dennis og lærerne

Formand for FOA Dennis Kristensen var fredag ude med en melding om, at han havde 'opgivet kommunerne' på grund af KL's forhandlingstaktik. Det vakte furore blandt mange lærere, fordi de følte, at de blev ofret samtidig med, at Dennis Kristensen brød med fagbevægelsens såkaldte musketered.

I dag svarer Dennis Kristensen igen på kritikken fra lærerne:

- Hvordan er forståelse af solidaritet og fælles ansvar for at skabe løsninger på både fælles og enkeltgruppers problemer nået dertil, at en del lærere tydeligvis opfatter, at deres arbejdstid er solidaritetspagtens eneste indhold?, skriver han i sin dagbog på Facebook.

- Hvordan kan en lærer mene, at lærerne efterlades på perronen, hvis en konflikt kun bryder ud i kommunerne, og at FOA-medlemmer aldrig nogensinde vil få hans solidaritet, hvis det sker?

- Disse reaktioner gør mig skuffet og trist. Solidaritet er intet værd, hvis det kun handler om fag-egoisme og egeninteresse, skriver han.