Østeuropæiske ambassadører til landsmænd: Rejs hjem

Forsker frygter for konsekvenserne, hvis østeuropæere forlader landet og rejser til deres hjemland.

(Foto: Torben Christensen /Scanpix © Bax Lindhardt)

Flere østeuropæiske ambassadører opfordrer deres landsmænd til at rejse hjem. Det vil ifølge en forsker gøre ondt på det danske arbejdsmarked, skriver Ugebrevet A4.

Vurderingen kommer fra Jens Arnholtz, som er arbejdsmarkedsforsker og lektor ved forskningscentret Faos under Københavns Universitet.

- Vi vil nok komme til at høre mange virksomheder klage over mangel på arbejdskraft. Det gør en del af dem jo allerede. Og så vil der være nogle industrivirksomheder, der vil flytte deres produktion til andre lande, siger Jens Arnholtz til Ugebrevet A4.

- Færre østeuropæerne kan for eksempel betyde, at det bliver dyrere at få bygget og renoveret huse.

- Og det kan gøre, at nogle arbejdspladser forsvinder fra Danmark. Eksempelvis kan det blive rigtigt svært for frugtavlerne at få arbejdskraft.

Antallet af østeuropæiske lønmodtagere i Danmark er mere end fordoblet fra 32.000 i januar 2011 til 76.000 i starten af 2018.

Den rumænske ambassadør i Danmark, Alexandru Gradinar, er en af de ambassadører, der gerne ser sine landsmænd sætte kursen sydpå til hjemlandet.

Han oplyser til Ugebrevet A4, at han ved møder i Danmark præsenterer sine landsmænd for forskellige tiltag, der skal tiltrække dem til hjemlandet.

Eksempelvis kan returnerende rumænere få støtte til at etablere nye firmaer.

Ambassadørernes bøn til landsmændene kommer, netop som regeringen i en ny rapport har advaret om, at det bliver sværere og sværere at tiltrække udenlandsk arbejdskraft.

- Vi kan ikke forvente, at vi kan blive ved med at tiltrække østeuropæisk arbejdskraft i samme grad, som vi har været vant til, udtaler økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) i en pressemeddelelse.

/ritzau/