OVERBLIK Amerikansk hjælpepakke på 2.000 milliarder dollar er helt afgørende

Ifølge DR's økonomikorrespondent falder den på et meget tørt sted for mange arbejdsløse.

I storbyen Los Angeles har alle indbyggere fået besked på at blive hjemme. Det har givet kø ved supermarkederne. (Foto: APU GOMES © Scanpix)

I morges blev Senatet og Det Hvide Hus i USA enige om en gigantisk hjælpepakke til ikke mindre en 2.000 milliarder dollar.

Både lederen af Senatet, Mitch McConnell, og Donald Trumps rådgiver Eric Ueland har bekræftet, at der en aftale.

Den konkrete aftale kender vi dog ikke endnu. Men det forlyder, at en del af aftalen er en kontant udbetaling på omkring 8.000 kroner til alle amerikanere, som tjener mindre end 516.000 kroner om året.

Andre tiltag i pakken forlyder at være en udvidelse af understøttelsen til arbejdsløse, og der er afsat 367 milliarder dollar til små virksomheder, så de kan blive ved med at udbetale løn til deres ansatte, som er tvunget til at blive hjemme.

Men hvad betyder den gigantiske hjælpepakke egentlig for et USA, som mange forventer vil blive meget hårdt ramt af coronavirus? Og hvilken betydning kan den få for os hjemme i Danmark? Det giver DR’s økonomikorrespondent Casper Schrøder dig svaret på her.

Hvor usædvanligt er det med sådan en hjælpepakke i USA?

Det er usædvanlige tider i USA, hvor legepladser afspærres for at forebygge coronasmitte. (Foto: APU GOMES © Scanpix)

- Alt tyder på, at det er en hjælpepakke uden sidestykke, men vi kender lige nu ikke de konkrete tiltag. Det samlede beløb, som man går ud med, er næsten tre gange så stort, som den store finanskrise-pakke, som de amerikanske politikere vedtog i 2008.

- Coronahjælpepakken er også usædvanlig, fordi den lægger op til i meget stor stil at give kontante tilskud direkte til den brede amerikanske befolkning for at holde hånden under deres privatøkonomi. Man har set den slags tiltag før, men omfanget her kan blive større end nogensinde.

Hvor stor er pakken sammenlignet med andre landes hjælpepakker?

I staten Oregon hjælper soldater med at rejse midlertidige faciliteter til sundhedsvæsenet. (Foto: SGT. 1ST CLASS ZACHARY HOLDEN © Scanpix)

- Det kan let blive som at sammenligne pærer og bananer, fordi hjælpepakkerne er meget forskelligt sammensat. I USA’s hjælpepakke er der for eksempel også regnet ekstra penge med til landets sundhedsvæsen og stater og byer. Når vi taler om hjælpepakken herhjemme på 50 milliarder kroner, så er regeringens øgede udgifter på hospitaler for tiden ikke taget med. I USA regner man også lånegarantier til virksomhederne med i det store beløb.

Hvor afgørende er hjælpepakken for den enkelte amerikaner?

Mange amerikanere kæmper for at beholde deres job. Her er det et bud, der tager sine forholdsregler for at kunne passe sit arbejde. (Foto: ANGELA WEISS © Scanpix)

- Den er helt afgørende for mange mennesker står til at miste deres job i USA ligesom alle andre steder. Men det sociale sikkerhedsnet er ikke så fintmasket, som vi kender det fra Danmark. Derfor kan den direkte kontante hjælp til amerikanerne godt komme til at betyde meget. Samtidig er der også lagt op til at forlænge perioden for at modtage arbejdsløshedsunderstøttelse. Men ligesom der ikke findes nogen vaccine mod coronavirus, så findes der heller ingen mirakelmedicin, der kan få de økonomiske smerter til at gå væk.

Hvilken betydning får hjælpepakken for resten af verdensøkonomien?

Danmark eksporterer blandt andet fødevarer, medicin og vindmøller til USA. Derfor smitter det af på dansk økonomi, hvis den amerikanske økonomi er presset. (Foto: Andrew Kelly © Scanpix)

Den amerikanske hjælpepakke er meget vigtig, fordi tilstanden i USA’s økonomi er afgørende for resten af verdensøkonomien. Det nytter ikke meget, at vi her i Danmark har værnet vores økonomi mod krisen, hvis vores eksportmarkeders økonomi er gået nedenom og hjem, når virusset engang er drevet over. For så er der ikke nogen kunder tilbage til de danske eksportvarer.