OVERBLIK Derfor banker coronavirus og priskrig benzinpriserne i bund

Der er historisk mange penge at spare på benzinen for tiden.

(Foto: Sofie Mathiassen © Scanpix)

I nat faldt prisen på olie voldsomt. Den tog det største fald siden Golfkrigen i 1991. Det er coronavirusset og en priskrig mellem de lande, som producerer olie, der er skyld i, at prisen falder så drastisk.

Men hvad er det for en priskrig? Hvem går den ud over, og hvad betyder den for dig?

Søren Kristensen er cheføkonom i Sydbank og følger oliemarkedet tæt. Han forklarer, hvad der er hoved og hale i oliepriskrigen.

Hvad betyder det for mig?

Den lave oliepris får også prisen på benzin til at rasle ned. (Foto: Sofie Mathiassen © Scanpix)

Hvis du er bilist og kører meget, kommer du til at mærke en positiv forskel, når du svinger forbi tankstationen de kommende dage.

- I løbet af i dag og de næste par dage vil vi sandsynligvis se, at benzinprisen falder med mellem halvanden og to kroner for en liter benzin. Hvis man kører meget, vil man godt kunne mærke det i husholdningsbudgettet, siger Søren Kristensen.

Han peger på, at danske bilister lige nu får en dobbelt fordel.

- Olieprisen bliver målt i dollar, og dollarkursen er pisket ned de seneste par uger.

Hvorfor er det lige nu, der er priskrig på oliemarkedet?

Saudi-Arabien er det land, som har ført an i priskrigen. (Foto: Noufal Ibrahim © Scanpix)

Inden priskrigen var oliemarkedet i forvejen presset på grund af udbruddet af coronavirus, som har dæmpet efterspørgslen efter olie og dermed presset olieprisen ned. Derfor mødes de olieproducerende lande i deres klub Opec.

- Der kunne de ikke blive enige om at sætte produktionen af olie ned for at holde hånden under prisen, siger Søren Kristensen.

Forlydender fra mødet siger, at Rusland gerne vil ramme amerikanerne ved at holde en høj produktion af olie og dermed en lav pris.

- Saudierne har set sig sure på russerne, fordi saudierne ikke - som de eneste - vil holde produktionen nede for at sikre en ordentlig pris, siger Søren Kristensen.

Derfor har Saudi-Arabien skruet op for produktionen af olie.

Hvorfor kan de bare skrue op for produktionen lige pludselig?

Saudi-Arabien har skruet op for produktionen af olie. Det får prisen til at falde. (Foto: damir Sagolj © Scanpix)

De olieproducerende lande har en klub ved navn Opec. Her mødes de og forsøger at påvirke prisen på olie.

- Det er et kartel, hvor man sidder og bliver enige om, hvor meget man skal producere, fordi det er med til at bestemme prisen på olie. Landene forsøger at få den bedst mulige pris samtidig med, at de får nogle penge i kassen ved at få solgt noget olie, siger Søren Kristensen.

En af de væsentligste ting, der bestemmer prisen på en vare, er udbuddet. Altså hvor meget der er tilgængeligt af varen. Når de lande, der producerer olie, kan blive enige om ikke at producere så meget olie i en periode, kan de dermed presse prisen på olie op.

- Man har i en periode kørt på et lidt lavere blus for at holde prisen oppe. De fleste forventede, at man ville forlænge produktionsbegrænsningen på grund af coronavirus. Faktisk troede mange, at man ville skrue endnu mere ned for oliehanerne for at holde hånden under prisen, siger Søren Kristensen.

Hvorfor kan coronavirus presse prisen på olie ned?

Det var i Kina, at coronavirusset først brød ud. Her har både virksomheder, skoler og shoppingcentre været lukket. (Foto: Hector retamal © Scanpix)

Når man lukker virksomheder og hele regioner ned og fraråder folk at rejse til visse dele af verden, betyder det, at forbruget af olie falder.

- Vi laver mindre, som kræver energiforsyning og deriblandt olie. Det får efterspørgslen efter olie til at falde. Kina, hvor coronaudbruddet begyndte, er verdens største olieimportør. Derfor gør det ekstra ondt på oliepriserne, når Kina lukker ned, siger Søren Kristensen.

Hvem går oliepriskrigen ud over?

Som en af verdens største olieproducenter, går priskrigen på olie hårdt ud over USA. (Foto: TOM BRENNER © Scanpix)

Priskrigen rammer alle de lande, som producerer olie. I vores naboland Norge er økonomien i høj grad bundet op på olieproduktion. Derfor går den lave oliepris hårdt ud over nordmændene, hvor kroneprisen er faldet til et historisk lavt niveau. Men det er ikke i Norge, at priskrigen rammer hårdest.

- Det kommer til at gå hårdeste ud over amerikanerne og russerne, som er to af de største olieproducerende lande. Derudover rammer det hårdest i de lande, hvor det koster mest at producere olien, siger Søren Kristensen.

Saudi-Arabien er et af de lande, som har lave omkostninger ved at producere olie. Men landet bliver alligevel ramt økonomisk af priskrigen.

- De tjener stadig penge, men det vil selvfølgelig tage noget af deres overskud, siger Søren Kristensen.

Hvad betyder priskrigen for dansk økonomi?

De danske virksomheder, der bruger olie i deres produktion, kommer den kommende tid til at spare penge. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Isoleret set er den lave oliepris en fordel for dansk økonomi.

- Vi får meget billigere benzinpriser, og de danske virksomheder, som bruger olie i en eller anden form i deres produktion, sparer penge. Det giver et rygstød til de danske forbrugere, siger Søren Kristensen.

Men hvis de store olieproducerende lande får problemer, påvirker det hele verdens økonomi.

- Som olieprisen er lige nu, kan det skabe nogle konkurser i olieindustrien. Hvis det spreder sig som en dominoeffekt, kan det på sigt svække den globale økonomi, siger Søren Kristensen.