Overblik: Her er listen over Margrethe Vestagers milliardbøder

Dagens rekordhøje Google-bøde er blot én ud af en lang række milliardbøder, som EU's danske konkurrencekommissær har været afsender på.

EU's danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, tildelte i dag Google den hidtil største bøde nogensinde i EU-regi. Virksomheden står til at skulle betale 32 milliarder kroner som følge af konkurrenceforvridende adfærd. (Foto: YVES HERMAN © Scanpix)

Siden Margrethe Vestager i 2014 satte sig for bordenden som EU’s konkurrencekommissær, er der blevet uddelt bøder for svimlende mange milliarder.

Tech-giganter som Facebook og Apple har flere gange stået skoleret overfor Margrethe Vestager.

Senest har EU’s konkurrencekommissær pålagt Google en rekordhøj både på 32 milliarder danske kroner.

Nedenfor har vi samlet et overblik over de største bøder Margrethe Vestager har uddelt i sin tid som EU’s konkurrencekommissær.

Google 32 milliarder

Intet over og intet ved siden af.

Beløbsmæssigt slår dagens Google-bøde på 32 milliarder kroner alle hidtidige rekorder. EU-kommissionen har aldrig før uddelt en bøde i samme størrelsesorden.

Google er blevet pålagt bøden, fordi EU-kommissionen vurderer, at mastodontvirksomheden har ageret konkurrenceforvridende i forbindelse med selskabets Android-styresystem til mobiltelefoner.

Margrethe Vestager mener blandt andet, at virksomheden har lagt ulovligt pres på telefonproducenter for at sikre Googles søgemaskine markedsdominans.

- Denne praksis har fornægtet rivaler chancen for at udvikle og konkurrere, lyder det fra Margrethe Vestager i en pressemeddelelse.

Lastbilsproducenter: 21,6 milliarder

I juli 2016 tildeler EU-kommissionen, med Margrethe Vestager i spidsen, lastbilsproducenterne MAN, Volvo/Renault, Daimler, Iveco og DAF en samlet bøde på 21,6 milliarder kroner for kartelvirksomhed.

- Det er ikke acceptabelt, at MAN, Volvo / Renault, Daimler, Iveco og DAF, som producerer omkring ni ud af ti lastbiler i Europa, er en del af et kartel i stedet for at konkurrere med hinanden, sagde Margrethe Vestager i en pressemeddelelse.

På daværende tidspunkt havde EU længe efterforsket og kørt en sag mod lastbilproducenterne.

Efterforskning viste blandt andet, at producenterne i 14 år - fra 1997 til 2011 - aftalte priser og aftalte at forsinke ny teknologi, der skulle nedbringe udledningen af sundhedsskadelige stoffer.

Google: 18 milliarder

Det er ikke første gang, Margrethe Vestager pålægger Google en milliardbøde. I juni sidste år tildelte EU-kommissionens konkurrencekommissær tech-giganten en bøde på 18 milliarder kroner for overtrædelse af konkurrencereglerne.

EU anklager Google for ulovlig promovering af virksomhedens egen Google-shopping tjeneste.

- Man har frataget andre virksomheder chancen for at konkurrere på deres fordele og for at innovere

- Og vigtigst har man nægtet europæiske forbrugere et ægte valg mellem tjenester og den fulde gavn af innovation, lød det på et pressemøde fra Margrethe Vestager tilbage i Juni sidste år.

Qualcomm: 7,42 milliarder

Apples samarbejdspartner, it-giganten Qualcomm, blev i januar måned i år tildelt en bøde på 7,42 milliarder kroner for at presse konkurrerende virksomheder ud af markedet ved at give en række økonomiske fordele til Apple, mod at tech-giganten ikke anvendte andre produkter end Qualcomms.

- Det betød, at ingen konkurrenter kunne udfordre Qualcomm på markedet, ligegyldigt hvor gode deres produkter måtte være. Qualcomms opførsel stod i vejen for forbrugernes frie valg og andre virksomheders innovation, og det i en sektor med enorm efterspørgsel på og potentiale for innovative teknologier, lød det fra Margrethe Vestager i en pressemeddelelse.

Scania: 6,6 milliarder

I september 2017 er den igen gal med lastbilsbranchen.

Lastbilsproducenten Scania får tildelt en bøde af EU på 6,6 milliarder kroner, fordi virksomheden gennem 14 år samarbejdede med fem andre lastbilsproducenter om ulovlig prisfastsættelse.

- Beslutningen markerer enden på vores efterforskning af et utroligt langvarigt kartel, der har påvirket en stor mænge transportvirksomheder, da Scania og de andre lastbilproducenter laver ni ud af ti lastvogne solgt i Europa, lød det dengang fra Margrethe Vestager.

Facebook
Twitter