Overblik: Sådan forklarer de offentligt ansatte sig i bestikkelsessag

It-udstyr og mobiltelefoner var test-versioner, men blev ofte brugt som gaver, fremgik det af de tiltaltes forklaringer i retten i Atea-sagen.

Atea-sagen har nået byretten. Tirsdag forklarede tre af de 12 tiltalte, hvorfor de havde modtaget produkter fra Atea. (© Atea Presse)

12 personer er tiltalt i den omfattende bestikkelsessag, Atea-sagen, hvor politiet mener, at Nordens største it-leverandør, Atea, har bestukket et stort antal offentligt ansatte hos en række offentlige myndigheder.

I går var de første tre tiltalte på anklagebænken. De forklarede alle baggrunden for det it-udstyr og de mobiltelefoner, de havde modtaget af Atea.

De tre tiltalte har tidligere været ansat i henholdsvis Københavns Kommune og DSB og har i retten forklaret sig således:

Tiltalt 1, Københavns Kommune:

Havde glemt at købe bryllupsgave og købte en iphone og ipad privat gennem Atea. Havde ikke tid til at gå i Elgiganten efter morgengave til sin hustru. Fik først faktura længe efter. Kendte ikke prisen. Konen betalte. Atea fik 2.000 kroner for Apple-udstyret. Ifølge Anklagemyndigheden havde produkterne en værdi på 10.400 kroner.

- Det havde da været fint, hvis prisen var sat højere, for så havde jeg ikke siddet her, fortalte tiltalt.

Har ifølge Bagmandspolitiet modtaget bestikkelse for 8.398 kroner.

Tiltalt 2, Københavns Kommune:

Fik en iPhone 3 i 2010 som testmodel (værdi: 4.399). Skulle overveje, om Københavns Kommune skulle købe iphones. Skulle også teste en router (999 kroner) og en iPad (5.999 kroner). Fik flere mobiltelefoner til test, det var helt normalt, typisk havde han dem halvandet år, og så løb de nedad i resten af familien, forklarede han. Henvendte sig i 2010 og spurgte Atea-kontakten, om han kunne hjælpe med en mobiltelefon til kone og søn (1129 kroner og 3349 kroner).

- Det fik jeg så. Jeg modtog aldrig nogen faktura, selv om jeg rykkede for det, sagde han, der havde en høj stilling i Københavns Kommune.

- Jeg oplyste om, at jeg havde et budget, der hed 1000 kr. pr. stk. Jeg vidste ikke, hvad priserne på dem var, sagde den tiltalte.

Han bad også om en HP Envy Notebook til en værdi på 16.999 kroner. Den skulle bruges til databehandling i kommunen, fortalte han. Men under afhøringen fortalte han, at han aldrig modtog computeren.

Under en ransagning fandt politiet i juni en iphone 3, en htc desire, en router en iphone 4 og to Apple ipads på den tiltaltes adresse.

Har ifølge Bagmandspolitiet modtaget bestikkelse for 43.359 kroner.

Tiltalt 3, DSB

Købte telefon til sin datter i gave - en Sony Ericsson for 1.250 kroner (værdi: 2.999). Men den gik hurtigt i stykker. Fik et halvt år senere en gratis iphone. Betragtede den som 'et plaster på såret', fordi der var problemer med Sony Ericsson-telefonen (værdi: 4999). Fik i 2011 en Samsung Galaxy til test. Den skulle være særligt robust. Han gav den til sin søn: "hvis nogen kunne teste den, var det ham," sagde den tiltalte.

Han købte i 2012 en ipad fpr 1250 kroner (værdi: 5299) af Atea, en gave til sin kone. Men fem måneder senere fik han en ny ipad (værdi: 5299). Denne gang uden faktura.

- Det bryder jeg mig ikke om, så jeg lader ipaden ligge i min skuffe. Da jeg fratræder, tager jeg den med mig og lægger den i mit skab. På et tidspunkt tager jeg den i brug, sagde han i retten.

Har ifølge Bagmandspolitiet modtaget bestikkelse for 18.095 kroner.

Der har tidligere fremgået initialer på de tiltalte i denne artikel. Der har vi fjernet, da vi ikke vil risikere, at man kan identificere de tiltalte ved hjælp af initialerne.

Facebook
Twitter