Overblik: TDC har haft bejlere til milliard-opkøb i flere år

Opkøbstilbud på mere end 40 milliarder kroner er kulminationen på års interesse for teleselskabet TDC.

TDC's administrerende direktør Pernille Erenbjerg til pressemødet om milliardfusionen med MGT, der nu er droppet. (Foto: Uffe Weng © Scanpix)

For halvanden uge siden meddelte telekoncernen TDC og underholdningsgiganten MTG, der står bag TV3 og Viasat, at man planlagde en milliardfusion.

Den skulle samle tre millioner tv-abonnenter og ti millioner husstande i Norden, lød det fra de to koncerner på et fælles pressemøde.

Men nu har TDC i første omgang trukket fusionen tilbage efter selv at have modtaget et opkøbstilbud på hele TDC fra tre danske pensionskasser og den australske kapitalfond Macquarie.

Det nye købstilbud kommer efter flere års rygter om, at TDC har styret i retning af et frasalg.

Få et overblik her.

2016: Amerikansk kapitalfond interesseret i TDC

I løbet af 2016 lurer den amerikanske kapitalfond Apollo på et opkøb af TDC. Det ender henover sommeren med et købsforslag fra Apollo, som TDC dog afviser, og siden kølner kapitalfondens interesse for TDC.

- Apollo var første gang, vi for alvor så, hvor stærk en opkøbskandidat, TDC har været de seneste par år, siger Michael Friis Jørgensen, chefanalytiker hos Alm. Brand.

Siden da har rygterne om et muligt frasalg været vedholdende.

- De sidste par år har der været interesse fra flere forskellige potentielle købere. Der har været kapitalfonde på banen, TDC har også udvist interesse, og nu ser vi så tilbuddet fra det her konsortium, supplerer senioranalytiker i Sydbank, Morten Imsgard.

2017: TDC bløder tv-kunder


I samme periode vokser problemerne for TDC, der bliver ramt af et marked med en ekstrem priskonkurrence og en stigende efterspørgsel blandt danskerne efter digitalt indhold.

På ét kvartal mister TDC eksempelvis 18.000 danske tv-kunder.

Den udfordring forsøger TDC at løse ved at arbejde frem mod en fusion med MTG's nordiske afdeling, der kan give adgang til indhold fra Viasat, Viaplay og TV3.

- Sådan en aftale hiver man ikke lige op af skrivebordsskuffen, den har været gennemarbejdet over længere tid. Og den er udtryk for, at TDC er udfordret af nye konkurrent-typer som Netflix og HBO, siger Morten Imsgard fra Sydbank.

26. januar 2018: Første forsigtige bud på TDC


I begyndelsen af 2018 ser det dog ud til, at en ny potentiel køber melder sig på banen.

Ifølge Børsen modtager TDC i slutningen af januar de første ikke-bindende bud fra et konsortium bestående af de tre danske pensionskasser ATP, PKA, PFA og australske Macquarie.

Først lyder tilbuddet angiveligt på 47 kroner per aktie og værdisætter TDC til 38,2 milliarder kroner. Buddet bliver efterfølgende forhøjet til 48 kroner per aktie, skriver Børsen.

Tilnærmelserne bliver dog afvist af TDC's bestyrelse.

- Buddene er ikke officielle, men skal ses som en intention og et forsøg på at få TDC i forhandling, forklarer Michael Friis Jørgensen.

- Men TDC har længe arbejdet på fusionen med MTG, og derfor vælger man i første omgang at holde fast i den.

1. februar 2018: TDC vil fusionere med MTG


Kort efter buddet fra konsortiet, 1. februar, meddeler TDC og MTG på et stort anlagt pressemøde, at de to virksomheder fusionerer. Dermed skal TDC's mobil-, bredbånd- og tv-tjenester samles med MTG's indholdsproduktion, tv-kanaler og streamingtjenester.

- Kombinationen vil give den samlede virksomhed endnu stærkere innovationskraft og dermed muligheden for at tilbyde endnu mere attraktivt indhold samt den næste generation af underholdningsprodukter, skriver TDC i den sammenhæng.

TDC vil poste knap 15 milliarder kroner i fusionen.

12. februar 2018: Nyt bud får TDC til at droppe fusion


I dag oplyser TDC, at man har taget den planlagte fusion med MTG af bordet. Årsagen er, at konsortiet med de tre danske pensionskasser og australske Macquarie nu fremsætter et købstilbud på TDC.

Det lyder på 50,25 kroner per aktie og værdisætter samlet set TDC til 40,8 milliarder kroner. TDC's bestyrelse anbefaler, at aktionærerne accepterer tilbuddet.

- Konsortiets tilbud repræsenterer både den mest attraktive værdi og den højeste grad af sikkerhed for gennemførelse af transaktionen for TDC’s aktionærer, udtaler bestyrelsesformand Pierre Danon i en fondsbørsmeddelelse.

Dermed ser det ud til, at forløbet ender med et opkøb og ikke en fusion, vurderer både Michael Friis Jørgensen og Morten Imsgard. De beskriver forløbet som henholdsvist "mudret" og "rodet".

- TDC står ved indgangen af 2018 som et selskab, der famler efter en holdbar forretningsmodel, og derfor griber man ud efter MTG. Sideløbende med det kommer konsortiet, så det ligner tilfældighedernes spil, siger Morten Imsgard fra Sydbank.