Overskud i TDC på 3 milliarder

TDC fik i 2013 et overkud på 3,12 mia. kr. - et fald på 17 procent. Nu skal der satses på kunder, der køber pakker.

TDC vil fremover satse på pakker med flere produkter til familier. (Foto: Scanpix)

Telegiganten TDC fik i 2013 et overskud på 3,12 milliarder kroner. Det er et fald på 17,6 procent i forhold til året før.

- Årsagen var primært regulering af telepriserne, som alene skar 656 millioner kroner af omsætningen. Desuden har TDC Group oplevet et skuffende salg af mobiltelefoner og salg på det nordiske erhvervsmarked, skriver koncernen i regnskabet for 2013.

TDC satser for alvor på sammenhængende løsninger - det vil sige "pakker", der retter sig mod familier og samlevende.

Dækker hele husstanden

Andelen af de såkaldt "højt-forbrugende husstande" er i det seneste år vokset med 46 procent. Det er især et stigende salg af produkter, der kombinerer eksempelvis mobil, bredbånd og tv.

- Vores strategi er at tilbyde løsninger, der dækker hele husstandens behov, og det er glædeligt at konstatere, at den bærer frugt, siger TDC's koncernchef Carsten Dilling i regnskabet.

De såkaldte "højt-forbrugende" privatkunder er hos TDC defineret som kunder, der køber for mere end 600 kroner om måneden eksklusiv moms.

Men frafaldet af privatabonnementer fortsætter - alene i de sidste fire måneder af 2013 opsagde 37.000 kunder deres fastnet-telefon hos TDC, viser regnskabet.

/ritzau/

Facebook
Twitter