Overvismand: Udenlandsk arbejdskraft er en gevinst for dansk økonomi

Det Økonomiske Råds formandskab anbefaler politikerne at indføre skatterabat til højtuddannede specialister, som kommer til Danmark for at arbejde.

(ARKIVFOTO) Det har positiv afsmitning på produktiviteten, når virksomheder har adgang til de specialister de har brug for, siger overvismand Michael Svarer. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Udenlandsk arbejdskraft er en god forretning for Danmark.

Sådan lyder det fra professor i nationaløkonomi og overvismand ved Det Økonomiske Råd, Michael Svarer. Han mener, at det vil være en gevinst for samfundsøkonomien, hvis regeringen letter virksomheders adgang til specialister fra andre lande.

- Virksomheder, der har adgang til udenlandsk arbejdskraft, har bedre mulighed for at ansætte præcis den type arbejdskraft, der passer til de behov, virksomheden har. Det har en positiv afsmitning på produktiviteten, og det er godt for den økonomiske velstand.

Og det er ikke den eneste fordel, understreger Michael Svarer:

- Veluddannet udenlandsk arbejdskraft kommer hertil efter endt uddannelse og er her for at arbejde. De bidrager altså kraftigt til landets offentlige finanser, fordi de betaler skat af deres indtægt. Samtidig er deres træk på de danske velfærdsydelser relativt behersket. Så hvis man ser på bidraget til offentlige finanser, er det oftest positivt.

Uholdbar situation

I flere år har virksomheder råbt op om mangel på arbejdskraft, og det har fået udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg (V), til at love nye initiativer, der skal dæmme op for problemet.

- Det er en fuldstændig uholdbar situation, at der mangler arbejdskraft i Danmark. Kvalificeret arbejdskraft er en stor gevinst for alle, og derfor arbejder vi lige nu på en række tiltag, siger Inger Støjberg.

Ministeren vil blandt andet se på fasttrack-ordningen og beløbsgrænsen, der i dag betyder, at personer fra lande udenfor EU skal tjene mindst 418.000 kroner om året for at kunne arbejde i Danmark.

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti frygter, at lempelser på området kan skabe problemer for danske lønmodtagere.

- Vi skal ikke starte et ræs mod bunden. Hvis man får bedre mulighed for at indhente udenlandsk arbejdskraft, der er billigere, kan det presse danske lønninger, og det vil også kunne mærkes i dansk økonomi, siger integrations- og udlændingeordfører Martin Henriksen (DF).

Råd anbefaler skattegevinst

Gevinsten for Danmark er da også størst, hvis man taler om højtuddannede specialister fra udlandet, siger overvismand Michael Svarer.

- Det kan have negativ påvirkning på samfundet, hvis der bliver åbnet så meget, at det påvirker mulighederne for den interne arbejdskraft i Danmark. Der vil jo naturligt være større konkurrence om jobs, hvis virksomheder rekrutterer fra et større marked. Der kan særligt være en fortrængningseffekt blandt lavtuddanede.

I Det Økonomiske Råds formandskab er anbefalingen til politikere at overveje en skatterabat til specialister fra udlandet, som kommer til Danmark for at arbejde og dermed bidrager positivt til den danske økonomi.

- Når de kommer og betaler skat uden at trække på danske velfærdsydelser, kunne en skatterabat være en idé. Topskatteydere kunne for eksempel være fritaget fra at betale topskat de første fem år, de er her, siger Michael Svarer.