OW Bunker-tiltalt: Alle ved at der er luft i olien

Tiltalt for mandatsvig for 800 millioner kroner oplevede kun ros for sit arbejde med kriseramt storkunde.

OW Bunker gik konkurs i november 2017. Blot syv måneder efter, at Nørresundby-virksomheden var blevet børsnoteret. (Foto: Kasper palsnov © Scanpix)

Vel er Singapore langt væk fra Danmark, men det er den måde, som man driver forretning på så sandelig også.

Når det gælder handel med brændstof i havet ud for Singapore, er det for eksempel helt normalt at levere væsentligt mindre af den såkaldte bunkerolie, end man bliver betalt for.

- Alle ved, at der er luft i olien, når den bliver fyldt på skibene. Det er helt normalt at købe noget til en højere pris end man har betalt, fordi man til gengæld kan regne med at levere mindre end man aftaler.

Det forklarede den tidligere direktør i OW Bunker, Lars Møller, da han torsdag formiddag ved Retten i Aalborg blev afhørt om sin rolle i skandalen om selskabets konkurs i 2014.

Lars Møller bor stadig i Singapore og er hjemme i Danmark, fordi han er tiltalt for mandatsvig for mere end 800 millioner kroner.

Første udtalelser om rolle i skandalesag

Anklagemyndigheden mener, at han gav en kunde en alt for stor kredit, der gik langt ud over de beføjelser, han havde som direktør i datterselskabet Dynamic Oil Trading (DOT).

Da han ikke tidligere har udtalt sig om sin rolle i OW Bunkers konkurs, var hans forklaring imødeset med stor spænding.

Lars Møller nægter sig skyldig, og forklarer, at man i OW Bunkers hovedkvarter i Nørresundby kendte til problemerne med kundens kredit.

I løbet af formiddagen forsøgte han desuden at tegne et billede af, at det var en kombination af en betændt branche med den usædvanlige forretningslogik og et krav hjemme fra Danmark om høj indtjening, der førte til at kreditten løb løbsk i løbet af 2013 og 2014.

- Der kom gode renteindtægter fra kreditten, så vi fik kun ros, fordi det betød, at vi leverede fine resultater. Og vi kunne ikke bare lukke ned for kunden, fordi hovedkvarteret pressede os. Vi kunne ikke bare tage det roligt, sagde Lars Møller.

Lars Møller: Kunden betalte lidt af regningen

Gang på gang dokumenterede anklageren, Marie Tullin, at Lars Møllers højre hånd advarede ham om, at kunden med den voksende kredit ikke betalte til tiden.

Lars Møller anerkendte problemet og skrev tilbage, at kreditten var blevet ”way, way too high”.

- I skriver en masse, men gælden vokser alligevel hele tiden, konstaterede Marie Tullin, spørgende.

Lars Møller svarede, at kunden faktisk altid betalte lidt af regningen, når der blev leveret nye forsyninger. Og så sørgede selskabet ikke mindst for at betale renter på kreditten.

Han forsvarede sig desuden med, at han langt hen i 2014 havde en forventning om, at kunden nok skulle betale, at han havde flere møder med kundens direktør og, at OW Bunker sørgede for at få sikkerhed i et af kundens skibe.

Påstand: Hovedkvarteret vidste besked

Assisteret af sine to forsvarer, Anders Nemeth og Arvid Andersen, sørgede Lars Møller for gang på gang for at henvise til, at hovedkvarteret vidste besked om problemerne den voksende kredit.

Det kan måske hjælpe Lars Møller i den aktuelle sag, og det kan også få stor betydning i de store civile erstatningssager, der følger efter straffesagen.

Her er den tidligere ledelse, flere banker og kapitalfonden Altor stævnet for at have lavet et skønmaleri, da man skrev børsprospektet, der blev brugt, da OW Bunker gik på børsen i 2014.

Afhøringen af Lars Møller fortsætter i eftermiddag og fredag formiddag.

Facebook
Twitter