Palle betalte 34 øre for meget for sit rugbrød: Lagkagehuset undskylder ulovligt gebyr

Flere tusinde transaktioner er blevet pålagt ulovligt gebyr hos kendt bagerkæde.

- 34 øre tre gange om ugen er for mig få kroner. Det bliver jeg hverken rig eller fattig af. Det er mere det principielle i det, som er forkert, siger pensionist Palle Kronholm om det ulovlige gebyr, som bagerkæden Lagkagehuset har opkrævet.

Flere gange ugentligt tager Palle Kronholm turen til den lokale bager, Lagkagehuset i Virum.

- Vi handler primært rugbrød hernede, og det gør vi tre gange om ugen, siger han.

Pensionisten er vant til at betale 34 øre i gebyr, når han køber rugbrød for 40 kroner med sit mastercard.

- Jeg har været opmærksom på, at der har været et gebyr ligesom i mange andre butikker og på internettet, siger Palle Kronholm.

Men efter nytår bemærkede han, at gebyret mod forventning ikke forsvandt. Frem til 11. januar har han stadig betalt de 40 kroner og 34 øre for sit rugbrød.

- Jeg kunne se på min oversigt over brug af mastercard, at jeg ikke kun var trukket 40 kroner for rugbrødet. Jeg betalte altså 34 øre for meget, siger han.

Ulovligt at opkræve kortgebyr

Før nytår har butikker kunne opkræve et gebyr på hver transaktion for udenlandske betalingskort som Visa og Mastercard. Gebyret har som udgangspunkt udgjort en procentdel af købets samlede beløb.

Men fra og med 1. januar 2018 er det blevet ulovligt for butikker at sende gebyret for kortbetalinger videre til private forbrugere, og det undrede derfor Palle Kronholm, at Lagkagehuset stadig tog kortgebyret.

- Jeg ved godt, at der efter nytår er kommet nye regler, som gør, at butikken skal betale gebyret. Så jeg tjekker, hvad der sker den 3. januar, da jeg igen skal ned og handle, og dér betaler jeg stadigvæk 34 øre, siger han.

Palle Kronholm gør butikken opmærksom på det ulovlige gebyr, men gebyret er fortsat at finde på hans oversigt over betalinger, da han igen handler med sit Mastercard den 7. og 9. januar.

Han gør derfor igen butikken opmærksom på gebyret. Først 11. januar forsvinder de 34 øre sporløst fra betalingsoversigten.

- Jeg synes ikke, det er rimeligt over for forbrugeren, når der nu er en lovgivning, der fortæller, at man ikke skal betale gebyret mere, siger han.

SÅDAN TJEKKER DU FOR ULOVLIGE KORTGEBYRER

  • Hvis du har betalt gebyr for brug af kort i en fysisk butik, kan det fremgå af din kvittering.

  • Det er dog ikke alle butikker, der, før det blev ulovligt at opkræve gebyret, har skiltet med gebyret.

  • Se derfor også efter i din netbank, om der er transaktioner, hvor du er blevet opkrævet procenter af varens pris.

  • Hvis du handler i en netbutik, så tjek for kortgebyrer, inden du gennemfører købet.

  • Vær opmærksom på, at de nye regler ikke gælder, hvis du har brugt et firmakort. Har du betalt med et firmakort, må butikken stadig godt opkræve gebyr.

  • Husk også, at det nye forbud mod opkrævning af kortgebyrer ikke gælder for administrations-, ekspeditions- og driftsgebyrer, som en forretning opkræver uafhængigt af betalingsformen.

  • Hvis du skal betale et bestemt gebyr for køb af billetter eller andet, som ikke er gebyr for kortbetalingen, så er gebyrerne altså ikke omfattet af de nye regler.

  • Det afgørende er ikke, hvad en forretning kalder et gebyr. Det afgørende er, om gebyret opkræves for anvendelse af betalingskortet.

  • Forretningen må altså ikke bare omgå forbuddet mod kortgebyrer ved blot at kalde kortgebyret noget andet.Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Forbrugerrådet Tænk

Flere tusinde transaktioner ramt

Og den pointe er Lagkagehuset sådan set enig i. Marketingdirektør Mads Brinks forklarer, at bagerkæden ved en fejltagelse har trukket gebyret ulovligt nogle tusind gange i det nye år.

Ifølge Mads Brinks er kædens betalingsterminaler i Lagkagehusets butikker ikke blevet opdateret hurtigt nok.

- Det er drønærgerligt, for det giver en ubehagelig situation for kunden, når vi tager et gebyr, vi ikke har krav på, siger han.

Men I har vidst i lang tid, at det her var på vej. Hvorfor har I ikke haft styr på det fra 1. januar?

- Vi har simpelthen ikke fået reageret hurtigt nok og opdateret vores terminaler, så de ikke trækker noget gebyr, siger Mads Brinks.

Hvis der nu er nogen, der gerne vil have deres penge tilbage, hvad gør I så?

- Hvis man gerne vil have sine penge tilbage, så refunderer vi beløbet. Så skal man bare komme ned med bonen i butikken, siger marketingsdirektør Mads Brinks.

Princip vigtigere end penge

Det ulovlige gebyr fra Lagkagehuset er ikke ligefrem noget, der vælter budgettet. Men for stamkunden Palle Kronholm er det et vigtigt princip, at prisen er rigtig.

- Jeg er da tilfreds med, at Lagkagehuset har ændret det. Både forbrugere og butikker skal overholde loven. Når der kommer nye gebyrer, så er det mit indtryk, at butikkerne er hurtige til at indføre dem, hvis det er noget forbrugerne skal betale. Men det skal også gælde den anden vej, siger han.

Nu var der kun tale om rugbrød til 40 kroner, men havde der været tale om en dyr rejse, kunne gebyret have været langt større. Derfor er det vigtigt, at andre forbrugere tjekker for ulovlige kortgebyrer, mener han.

- 34 øre tre gange om ugen er for mig få kroner. Det bliver jeg hverken rig eller fattig af. Det er mere det principielle i det, som er forkert, siger Palle Kronholm.

TIP OS

  • Er du ulovligt blevet opkrævet gebyr for brug af betalingskort efter 1. januar, hører vi gerne fra dig. Skriv til ahec@dr.dk

Facebook
Twitter