Pandora siger farvel til topchef

Pandora har sat jagten ind på en ny topchef. Anders Colding Friis stopper med udgangen af august.

Smykkevirksomheden Pandora siger farvel til topchefen. Her er det en af virksomedens butikker i Italien. (Foto: MAX ROSSI © Scanpix)

Smykkeselskabet Pandora skal have ny topchef. Anders Colding Friis fratræder med udgangen af august, oplyser selskabet.

Meddelelsen kommer samme uge, hvor Pandora måtte meddele aktiemarkedet, at salget ikke vokser så meget som ventet, og hvor aktiekursen efterfølgende tog et markant dyk.

Ifølge Pandoras bestyrelsesformand, Peder Tuborgh, skal et midlertidigt ledelsesteam overtage styringen, indtil der er fundet en ny topchef.

- Bestyrelsen anerkender den betydningsfulde rolle, Anders Colding Friis har haft i selskabets ledelse og i særdeleshed i forbindelse med udarbejdelsen og formuleringen af den rette nye strategi til sikring af Pandoras fremtidige succes, siger Peder Tuborgh.

Anders Colding Friis har siddet i spidsen for det danske smykkeselskab i tre og et halvt år.

Bestyrelsen udvides

Det er den nuværende finansdirektør, Anders Boyer, som tager over sammen med Jeremy Schwartz. Han kommer til Pandora 1. september som ny driftsdirektør. Jeremy Schwartz er tidligere topchef i detailkæden The Body Shop.

Pandora vil desuden hente flere kræfter til ledelsen med erfaring fra større globale forbruger- og detailvirksomheder.

Bestyrelsen skal derfor udvides med flere medlemmer, der har de kompetencer på cv'et, lyder det i meddelelsen fra selskabet.

Mandag aften nedjusterede Pandora overraskende sine forventninger til 2018 fra en vækst på syv til ti procent til en vækst på fire til syv procent. Det skete samtidig med, at udvalgte tal fra regnskabet blev offentliggjort.

De viste tilbagegang i omsætning og indtjening.

Tirsdag morgen meddelte Pandora så, at selskabet vil sige farvel til knap 400 ansatte globalt på grund af omstruktureringer. Det svarer til 1,5 procent af de i alt 27.000 ansatte.

Investorerne kvitterede for nyhederne med at sende aktiekursen ned med 24,4 procent. Faldet sænkede værdien af smykkevirksomheden med 11,5 milliarder kroner.

/ritzau/